Facebook

Optakt: Blokhus FC – Otterup

Jan_Rasmussen_i_aktion.jpg
Jan Rasmussen, her i aktion mod AGF, har ligesom Casper Nordström, karantæne til kampen mod Otterup.
27-10-2012

Af Thomas Jansen

Efter et par kampe med svigtende resultater, viste vores unge drenge godt spil, stor fight og høj moral ude mod Skanderborg FC. Dette skal med ind til kampen mod Otterup.

Trods mange gode målchancer, skabt en mand i undertal, rakte dette dog kun til et enkelt, men vigtigt point. Et point og en indsats, som forhåbentlig kan bidrage til, at Blokhus FC igen kommer tilbage på rette spor. Om det er tilfældet finder vi svar på nu lørdag d. 27. oktober kl. 15.00 når Otterup kommer på besøg på Jetsmark Stadion til sæsonens trettende spillerunde. Blokhus FC cheftræner er ikke i tvivl om hvad det kræver.

- Hvis vi tager vores indstilling og indsats fra Skanderborg med ind til kampen mod Otterup, mener jeg vi har gode chancer for at tage alle tre point. I Skanderborg spillede vi god fodbold, vi skabte mange chancer og vi fightede hårdt hele kampen. Det skal vi også mod Otterup, forsikrer Bo Zinck og fortsætter.

- Jeg er sikker på spillerne kommer med den helt rigtige indstilling til kampen. Vi vil ud og hævne vores nederlag i sidste hjemmekamp, et nederlag som gjorde ondt på os.

Otterup kommer til vores hjemmebane med 12 point i bagagen. Ingen af dem er hentet i de seneste tre runder, som har budt på tre nederlag til fynboerne, der i de fire kampe der før til gengæld hentede 10 point. Otterups mission må således også være at komme tilbage på rette spor, og derfor er der grund til at forvente en svær og spændende dyst lørdag eftermiddag.

- Jeg ser frem til at møde Otterup, som er et rigtig spændende hold, et positivt bekendtskab, som i sit spil prøver nogle anderledes ting end det vi ser hos de øvrige hold. De står meget kompakt når de forsvarer, men fremad banen angriber de med mange folk, og de er et hold, der ligesom os selv gerne vil spille fodbold. Jeg forventer derfor en god kamp, hvor form og duelspillet meget vel kan blive afgørende for resultatet. Det er tid til at skifte fløjlshandskerne ud med arbejdshandskerne, slutter Bo Zinck inden de sidste forberedelser skal gøres.

Blokhus FC – Otterup fløjtes som sagt i gang lørdag d. 27. oktober kl. 15.00 – vi ses på stadion!