Facebook

Optakt: Viborg FF - BFC

Kusk_1.jpg
07-10-2011

 

Af Torben Pedersen

Blokhus FC får endnu engang "fornøjelsen" at støde ind i ét af rækkens fuldtidsmandskaber, når det i aften går løs på det indbydende Viborg Stadion. Det handler som altid om point, men hvis kampen er vigtig for Blokhus FC, kan det næsten ikke beskrives hvad den er for VFF:

 - Det bliver en kamp på liv eller død. Kampen er afgørende for, om vi skal spille med i den sjove ende af rækken, eller om vi skal spille med i den mindre sjove ende af rækken. Blokhus er et homogent hold, der arbejder hårdt. Det er et hold, som har klare individuelle kompetencer. Og hvis vi spiller ukoncentreret eller ikke rammer vores niveau, så får vi det svært, siger cheftræner Ove Christensen til VFFs hjemmeside.

Med andre ord har Viborg ikke råd til pointtab imod Søren Kusks tropper, men bolden er som bekendt rund og alt det der, så intet er afgjort på forhånd.

 

Få en god start!

 

Blokhus FCs vigtigste opgave må i første omgang være, at få en godkendt start på kampen i Viborg, for hvis man kommer bagud kort inde i kampen, bliver Viborg blodtørstige, og vil ramme så hårdt de overhovedet kan, med deres sæsonstart i mente.

Mads Hvilsom kan der kun ADVARES imod, for den unge angriber som de grønblusede har lejet hos FC Midtjylland, er skræmmende lige pt., hvilket han også beviste sidste weekend i Hobro, hvor han leverede en soloaktion, og efterfølgende scorede et klassemål!

VFF har dog så mange strenge at spille på, og det kan "Den Blå Bølge" ikke garderer sig 100 % imod, men igen... Starten på kampen bliver afgørende.

Aftenens værter stiller med følgende trup:

Robert Veselovsky, Kevin Ray Mendoza Hansen, Andrei Sidorenkov, Dennis Høegh, Jeff Mensah, Jens Kristian Sørensen, Jesper Kjærulf, Jonas Thorsen, Ken Fagerberg, Kevin Mensah, Lasse Ankjær, Mads Eriksen, Mads Hvilsom, Mads Lauritsen, Mathias Gertsen, Mikkel Rask, Razak Pimpong, Valentino Lai.

 

Der er kampstart på Viborg Stadion i aften kl.18.30, hvor billetpriserne er kr. 100,-, og kr. 50,- for pensionister. - God kamp.