Husk at sætte kryds i kalenderen onsdag d. 25/10 kl. 15.00, hvor vi spiller pokalkamp hjemme mod SønderjyskE fra Superligaen.

Facebook

Påske program rundes af i Holbæk

Justesen.jpg
17-04-2017

Af Thomas Jansen

Påsken startede godt for Jammerbugt FC og nu skal den sluttes lige så godt af mandag eftermiddag. GPS’en er indstillet med destination Holbæk og mission er sejr.

Sejren over FC Sydvest Skærtorsdag har for en stund givet Jammerbugt FC lidt luft til nedrykningsstregen – i hvert fald i forhold til placeringer. Hvad point angår er snakken lidt en anden i den tætte række. Trods den nye placering som nummer 5, er der fortsat kun tre point ned til den noget så vigtige streg. En sejr over Holbæk mandag vil imidlertid kunne sætte lidt mere ro i sindet hos de blåblusede.

- Det er en kamp, som vil være med til at definere vores forårsstart. En sejr, så kan vi kigge op og et nederlag er vi nede ved stregen igen. Så resultatet af kampen har stor betydning for om vi har fået en god eller dårlig start. Der er altså vigtige point på spil, understreger Lars Justesen indledningsvist forud for opgøret mod Holbæk, som trods sin placering i bunden af tabellen har fået en ganske fornuftig start på foråret. Det er blevet til to sejre, en uafgjort og to nederlag – og måske har spillet endda været til mere hos det nordvestsjællandske mandskab.

- Nu har jeg set Holbæk nogle gange og de er efter min mening et af de bedst organiserede hold i rækken. De er godt trænet og ved hvad de skal og vil. De vil gerne spille fodbold og har en dygtig central midtbane. Deres problem har i nogle kampe været at omsætte spilovertaget til mål. De har, som det ofte er tilfældet for bundhold, oplevet at det har været stolpe ud i nogle af kampene, forklarer Jammerbugt FC cheftræneren og fremhæver;

- Der er ingen tvivl om, at vi skal spille op til vores bedste, hvis vi skal have fuld pointudbytte - og det vil vi. Vi ser nogle muligheder på omstillinger, men vi skal samtidig forsøge at holde tålmodighed i vores boldomgang. 

Jammerbugt FC rejser som bekendt til Sjælland med tre friske point om bord på bussen. Tre point som gav stor forløsning, og som kom i hus, ikke på fremrangende spil, men på en insisterende indsats og effektivitet foran mål. I sidste ende var de tre point det vigtigste, og det er også tilfældet denne 2. Påskedag.

- Vores seneste opgør var en svær kamp, hvor Sydvest gjorde det besværligt for os. Det kan godt være, det ikke var vores bedste præstation denne sæson, men til gengæld var vi effektive denne gang og scorede på de chancer, vi havde. Det var en rigtig god sejr og den har givet et løft både i tabellen og mentalt. Vi tror på endnu en sejr mandag, forsikrer Lars Justesen.

Jammerbugt FC har tidligere spillet vigtige kampe på Holbæk Stadion. Ikke mindst tilbage i 2011, hvor det endte med et 2-2 resultat. Dengang var situationen dog en anden. Her var det play off om oprykning til 1. Division og det endte med en samlet sejr. Der er løbet mange point gennem tabellen siden og mandag venter en helt anden kamp, men vigtigheden er der bestemt stadig.

Kampen om de tre point fløjtes i gang mandag d. 17. april kl. 15.00 på Holbæk Stadion.