Facebook

Pokalbolden triller i Aarhus tirsdag aften

Bo_Zinck_2018.jpg
07-08-2018

Af Thomas Jansen

Lørdag eftermiddag blev sæsonen skudt i gang i 2. division. Her hev Jammerbugt FC et point med hjem fra Brabrand. Allerede tirsdag aften tøffer bussen mod de kanter igen. Denne gang gælder det dog VSK Aarhus og pokalturneringen.

Det er således et hårdt program den første uge af den nye sæson, hvor endnu et Aarhus hold i øvrigt venter på lørdag, når det igen hedder 2. division. Her gæster Aarhus Fremad nemlig Sparekassen Vendsyssel Arena.

Der er tryk på kedlerne og derfor vælger Jammerbugt FC trænerteamet også at foretage et par skift i opstillingen til tirsdagens pokalkamp. Det skal ikke misforstås som en nedprioritering, men er derimod en beslutning med flere grunde, bl.a. et stærk trup.

- Det er en svær pokalkamp ude mod et nedrykket 2. divisionshold. Men vi tager derned for at vinde og vil gøre alt for at gå videre. Vi har en god trup og flere spillere der stå klar til at vise, at de fortjener at være på holdet. Så der vil være nogle ændringer i forhold til Brabrand kampen og vi vil komme med nogle friske kræfter, forklarer cheftræner, Bo Zinck, som havde sine spillere i en hård og intens fight i Brabrand.

- Det handler om, hvem der er klar, men et vigtigt parametre i dette er også, at vi får hele truppen i gang. Samtidig går vi benhårdt for at vinde, for vi ved af erfaring, at der kan ligge nogle rigtig gode oplevelser længere fremme i turneringen. Så vi vil videre, men det bliver hele truppen, som skal sørge for det for os, lyder det fra den blå lejr, hvor pokalminderne ikke ligger langt væk.

- Pokalen er muligheden for at spille med modstandere for et højere niveau og den giver nogle anderledes indtryk. Der kan være store oplevelser og spændende udfordringer, og dem tager vi til Aarhus for at jagte, slutter Bo Zinck, inden han på ny sætter sig ombord på bussen mod Aarhus.

Der er kick off i pokalkampen mellem VSK Aarhus og Jammerbugt FC tirsdag aften kl. 18.30.