Husk at sætte kryds i kalenderen onsdag d. 25/10 kl. 15.00, hvor vi spiller pokalkamp hjemme mod SønderjyskE fra Superligaen.

Facebook

Positiv præstation gav intet afkast

DSC_0008.jpg
Arkivfoto: Ahlmann var på pletten på ny.
09-04-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC skulle lørdag, ude mod Boldklubben Frem, forsøge at følge op på den flotte hjemmebane sejr på 3-0 over Næsby weekenden forinden.

Sådan gik det ikke. I hvert fald ikke resultatmæssigt. Spillet var egentlig ganske udmærket og i perioder glimrende, men ved slutfløjtet var den barske sandhed, at Jammerbugt FC måtte rejse hjem fra Valby med et 1-3 nederlag.

Det startede ellers fint. Jammerbugt FC kom godt ud til kampen på Valby Idrætspark, hvor de satte sig på spillet det første kvarter. Her fik de blåblusede, helt efter planen, spillet sig forbi værternes første pres og benyttede efterfølgende den bagvedliggende plads til at spille sig frem til målchancer. Det blev dog kun til nogle halve af slagsen i kampens indledning, og så slog Frem pludselig til i den anden ende.

Et stærkt gennembrud blev rundet af med en flad afslutning fra distancen og det gav et ganske godt føringsmål til værterne. Ved stillingen 1-0 virkede Jammerbugt FC i en kort periode lettere rystet, og det gav nogle chancer til Frem. Men som halvlegen skred frem fik de gæstende jyder mere og mere fat igen. Det gav noget rigtig godt Jammerbugt FC spil i perioder, hvor de blåblusede turde spille sit spil og skabte flere gennembrud mod Frem defensiven.

Desværre blev det lovende spil endnu engang spoleret. Det skete da Mads Larsen måtte udgå med en skade. Det gav nogle om rokeringer i de bageste rækker og deraf også lidt uro. Men igen fik Jammerbugt FC spillet under kontrol og kort før pausen var Anders Rosengren Jensen tæt på, men midtbanespilleren flugtede over mål.

Trods det at Jammerbugt FC var nede med et ved pausen, så var de langt fra slået. Holdet kom ud til anden halvleg med en fantastisk indstilling og i det hele taget udviklede de sidste 45 minutter til at være ganske velspillet fra Jammerbugt FC. Der blev lagt et godt tryk på Frem og en række gennembrud blev sat sammen. Det gav bl.a. en god mulighed til Ruben Winther, men det også resulterede i en masse hjørnespark, men den sidste vej ind over stregen viste sig svær at finde denne dag.

Hjørnespark kom der også i den anden ende og i første omgang blev bolden clearet, men returen endte hos en Frem mand og situationen endte med et straffespark. Pludselig stod det 2-0 og der var nu meget lang vej til point. Luften gik dog ikke af ballonen. Tværtimod sendte Jammerbugt FC det ene angreb efter det op mod Frems mål og midt i halvlegen blev det belønnet. Det var Victor Rafael, som fra tæt hold, og helt fri foran mål, måtte se sit forsøg blive stoppet af overlæggeren. Returen var angrebskollega, Viktor Ahlmann hurtigst over, og så var der reduceret til 2-1. Jammerbugt FC fortsatte med at angribe og spillede en god omgang fodbold, men i stedet for en udligning, var det værterne, som benyttede kampens sidste aktion til at slå en kontra mod et satsende Jammerbugt mandskab, og således endte det med et nederlag på 1-3, på en dag, hvor spillet havde lovet så meget mere.

- Vi spiller en god kamp, men udnytter det ikke til at sikre os sejren. Stillingen og vores situation taget i betragtning, så ville jeg hellere have stået efter en skidt præstation og glædet mig over en sejr. Nu blev det den modsatte situation og selvom det altid gør ondt at tabe, så er jeg positiv over at se, at vi formår at levere en så god præstation på udebane mod rækkens tophold, forklarer cheftræner Lars Justesen og fortsætter;

- Vi spiller sæsonens klart bedste halvleg i dag og vi havde hele tiden fornemmelsen af at vi ville udligne, men desværre får vi ikke puttet bolden ind. Vi satser alt til sidst og det udnytter de så på en omstilling. Men der er så meget positivt at tage med, og det må vi gøre til vores kommende kamp på hjemmebane.

Jammerbugt FC ville helst have pakket de tre point i tasken, men må tage til takke med en positiv præstation, som forhåbentlig kan danne grundlag for, at de tre point bliver Jammerbugt FC’s næste gang de er på spil. Det er de Skærtorsdag hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena mod Sydvest.

Boldklubben Frem – Jammerbugt FC: 3-1 (1-0)
17’ 1-0 Beran Camili, Frem
55’ 2-0 Beran Camili, Frem (straffespark)
59’ 2-1 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC
90’ 3-1 Daniel Holm, Frem