Facebook

Positivt Thisted resultat i bagagen til Århus

Zinck_web.jpg
16-04-2014

Af Thomas Jansen

Efter en god sejr over lokalrivalerne fra Thisted FC, gælder det nu endnu en af de som oftest særligt tætte og intense kampe i løbet af sæsonen.

Skærtorsdag d. 17. april går turen således til Århus, hvor Aarhus Fremad byder inden for til sæsonens 19. spillerunde i 2. division vest. Med i bagagen er pakket et positivt resultat, primært baseret på arbejdsvillighed, og det skal tages med ind på Riisvangen Stadion i Århus, hvor startfløjtet lyder kl. 15.00.

- Vores 2-0 sejr over Thisted FC samt den villighed til at løbe og kæmpe for hinanden og for holdet, er rigtig positivt. Spillet kom aldrig for alvor til at flyde, men ingen tvivl om at vejrforholdene også spillede ind her. Vi kommer ikke frem til meget i 1. halvleg, men har trods alt nogle chancer og kunne have fået noget ud af det, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om sejren over Thisted FC, og fortsætter;

- Det var en meget tæt kamp, men i 2. halvleg får vi kæmpet os til et straffespark og scorer yderligere et mål på en omstilling. Det lignede længe en 0-0 kamp, men når nu der alligevel blev en vinder, mener jeg vi er den rigtige, selvom det bestemt ikke er meget der skiller de to hold på dagen. Vi ser gode ud på hjemmebane synes jeg.

Nu gælder det dog udebane i næste runde og her venter der endnu en af de mere intense kampe, nemlig Aarhus Fremad.

- Det er ikke et lokalopgør, men på mange måder minder det om et. Det er et hold vi efterhånden har kæmpet mod mange gange og kampene har som regel samme høje intensitet. Det er altid en spændende kamp at spille, understreger Zinck, som ønsker samme fight og mentalitet som i sejren over Thisted FC.

- Vi skal finde den samme fight frem, som vi viste mod Thisted. Der er én vej for os, og det er frem. Vores spil skulle gerne være bedre en sidst, og i en tæt række handler det i alle kampe om at være parat fra start.

Aarhus Fremad har for vane at hægte sig på i topkampen, men i denne sæson er århusianerne at finde midt i tabellen på en niendeplads inden mødet med Jammerbugt FC. Men som sagt er rækken tæt og pointforskellen er ikke stor mellem de to hold.

- De er blevet lidt presset på point i år, men tag ikke fejl, det er et godt hold vi skal ned at møde. De har samlet en stærk trup og det bliver en svær opgave. Vores egen trup ser dog også ganske fornuftig ud i øjeblikket, og vi er klar til at give den alt hvad vi har, slår Bo Zinck fast inden der kommer et smil på læben og cheftræneren slutter af med en venlig hilsen til en hos de kommende modstandere.

- Personligt skal jeg jo også op imod en god ven i trænerstaben dernede, så jeg glæder mig til en pølse på stadion.

Hvem der kommer til at give den pølse bliver afgjort Skærtorsdag, og hvis ellers Jammerbugt FC får pakket bagagen til Århus turen med samme fighterinstinkt og arbejdsvillighed som blev vist mod Thisted FC, så er der gode chancer for at den stadionplatte kommer til at smage ekstra godt for Bo Zinck, og at han og resten af den blå bølge kan rulle fra Riisvangen Stadion med humøret og hovedet højt.

Men det kræver som bekendt hårdt arbejde hvis de tre point skal med hjem fra den svære og spændende udekamp mod Aarhus Fremad, der som sagt sættes i gang Skærtorsdag d. 17. april kl. 15.00.