Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Rafa takker af efter fem forrygende år i blåt

Rafa.jpg
16-12-2017

Af Thomas Jansen

Efter fem år iført den blå trøje, er tiden nu kommet til andre udfordringer for Victor Rafael, som stopper i Jammerbugt FC med årets udgang.

Den offensive humørbombe har været en fast del af Jammerbugt FC de seneste fem sæsoner, efter han tilsluttede sig klubben fra AaB, hvor fodboldtalentet blev formet i de unge år. Nu er tiden så kommet til noget andet for Victor. Vi tog i den anledning en snak med den i øvrigt altid snaksagelige og imødekommende Aalborg dreng om, hvad Jammerbugt FC er kommet til at betyde ham.

- Det har været fem fuldstændigt forrygende år, men jeg føler tidspunktet er rigtigt nu, og at det er tid til at forlade den blå skude. Min Jammerbugt tid har for mig været et stort kapitel i mit liv, både på og udenfor banen. Det lyder så kliché-agtigt, men jeg har virkelig følt mig hjemme i Jammerbugt FC og det har med sandhed været min sportslige base de seneste fem år. Derfor har det også været en utrolig svær beslutning, men alting har en ende og nu er turen kommet til mig, forklarer Victor Rafael, der trods et sædvanligvis stort smil på læben ikke lægger skjul på, at det for ham er særligt vemodigt nu at hænge den blå trøje på knagen.

- Klubben har givet mig alt det, jeg turde håbe på, da jeg første gang trådte ind på Sparekassen Vendsyssel Arena. Jeg har haft min fodboldopvækst i AaB gennem 16 år, men der ingen tvivl om, at mine fem år i Jammerbugt FC trøjen har været de mest mindeværdige for mig. 

At fremhæve de bedste øjeblikke er da også svært for Rafa, som hurtigt lader mange gode minder poppe op, inden han forsøger at begrænse sig til nogle få ekstra klare øjeblikke på vejen ned af ”Memory Lane”.

- Det svært at nævne et enkelt højdepunkt, der står klarest for min tid i Jammerbugt FC. Men for to år siden, hvor Zink valgte at smutte til Thisted, var helt sikkert en optur, siger Victor Rafael med alvorlig stemmeføring, inden han efter en kort pause, på typisk Rafa vis, læner sig tilbage og lader smilet brede sig.

- Ej slap af Zink, bliv nu ikke gal, griner Rafa og fortsætter mere seriøst med at fremhæve et par mindre gode sæsoner, som på sin helt egen måde er endt som gode minder.

- På en lidt kedelig baggrund, må jeg nok være ærlig at sige, at de to sæsoner i nedrykningspillet, hvor vi sikrer os endnu en sæson i 2. Division, står meget klart for mig. For to sæsoner siden sikrede vi os i anden sidste spillerunde hjemme imod Avarta. Vi vinder 1-0 og målet blev scoret af Rafa, naturligvis, genkalder Victor og fortsætter;

- I sidste sæson sikrer vi os ligeledes i anden sidste spillerunde, denne gang hjemme imod Frem. Det var virkelig en dejlig følelse, trods alt at kunne sikre klubben forsat kunne spille 2. division, understreger offensiv spilleren, der sammen med det gode humør også har vist dedikation og loyalitet gennem sin tid i Jammerbugt FC, hvor divisionsklassikeren og lokalopgøret mod Thisted FC naturligvis også følger Victor på den videre færd.

- Udover de nævnte redningsaktioner, har alle vores kampe mod de blåstribede Thyboer også været helt igennem intense og fantastiske at spille. Især på hjemmebane, hvor vi smadrede på det tidspunkt Bo og Co. stensikkert 2-1, fremhæver Victor med et venligt og drilsk grin på læben.

Ingen tvivl om at fodbold og fællesskab går hånd i hånd for Victor Rafael, som tydeligvis nyder det sociale sammenhold i fodboldklubben, og netop derfor er det også menneskene Rafa vil savne mest.

- Der er igen tvivl om at det største afsavn er alle menneskene i klubben. Jeg har i min tid i Jammerbugt FC mødt utroligt mange mennesker og haft mange holdkammerater. Man møder så mange bekendtskaber i sådan en fodboldklub. Der vil altid være udskiftning og fra da jeg startede for 5 år siden, er kun Jan Rasmussen tilbage på holdet – og han er nu assistenttræner. Det fortæller lidt om, hvor mange forskellige mennesker, man møder igennem årene.

Rafa tager en kort tænkepause og fortsætter.

- Typisk hænger et godt omklædningsrum sammen med præstationerne på banen. Det er essentielt for en klub at have et kammeratskab i et omklædningsrum, der harmonerer. Trods nogle skæve resultater, kan jeg med sikkerhed stå indenfor, at JFC i alle mine år har haft et klasse mandskab udenfor kridtstregerne. Jeg har i min tid i klubben mødt så mange forskellige verdensklasse mennesker, og oppe i hovedet kan jeg kan blive ved med at nævne mindeværdige personer, som jeg har spillet side om side med, siger Rafa og går så i gang med at remse op.

- Sømmet, Snyg, Ehlers, Sev, Jan, Si, Thomsen, Jenner, Q, Sonny, Sead, Ahl, Rye, Bys, Nick, P, Nelle osv. Jeg har desværre nok ikke plads til at få alle med, men jeg vil gerne takke hver og en, jeg har spillet sammen med i Jammerbugt FC, det har været en fed tid. Som fodboldspiller skaber man et særligt og anderledes bånd, med de mennesker man går op og ned af flere gange om ugen. Man vil dø for hinanden på banen, når dommeren fløjter op – hvilket jeg ved mange fodboldspillere og sportsudøvere helt sikkert kan sætte sig ind i. Det er uundværligt og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at opleve dette.

Fodboldfremtiden er endnu uvis for den teknisk stærke offensiv spiller, men sikkert er det, at fodbold fortsat er en del af fremtiden for Victor Rafael.

- Jeg tager det stille og roligt, og så må vi se, hvad der byder sig. Men jeg forsætter stadig med fodbold, det er sikkert - og hvem ved, måske ringer Zink allerede igen til sommer, fordi han har savnet tinitussen af at have Rafa i øret til træningen, smiler Victor og runder en længere, og som altid fornøjelig snak af.

- Jeg vil gerne takke diverse trænere, jeg har haft i Jammerbugt tid. Zink, som hentede mig til klubben for fem år siden. Frode og Martin P, som efterfølgende overtog, for så at videregive dirigentstokken til Lars Justesen, der med sandhed var en stor faktor i forhold til vores overlevelse sidste sæson. Senest er ringen sluttet med ”the return of Zink”, som virkelig har vist hvilken dygtig træner, han er. Det Bo har opnået med holdet i år, er helt igennem top klasse. En kæmpe applaus til holdet for denne præstation. Nu venter oprykningspillet, hvor jeg er sikker på de også præsterer. Endelig også tak til alle dem, som har stået i skyggen af os, lige fra holdledere, assistenttrænere og madmor i køkkenet. Og ikke mindst Ingolf, en verdensmand, en klubmand, et menneske, der stiller alle andre før ham selv. En som Golf, er svær at finde, han er ren verdensklasse. Tak til alle mine medspillere, som jeg har haft igennem tiden, i har gjort det hele til kæmpe oplevelse for Rafa.

Udgangsmusikken begynder så småt at smile for det indre øre, smilet er intakt og humøret højt, men ingen tvivl om tiden i Jammerbugt FC har været vigtig for Victor Rafael.

Victor har også været vigtig for Jammerbugt FC. Stor tak for indsatsen på og uden for banen, og held og lykke med de fremtidige fodboldudfordringer.