Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Ros til spillerne efter et travlt program

da0cfbaaf72e696d252f5949aa2870e6.jpg
Den unge spillertrup har vist kvalitet, fight og holdånd dette forår. Det har sendt holdet på en foreløbig tredjeplads i tabellen.
19-05-2013

Af Thomas Jansen

Et hårdt program fik sin ende med en storsejr i Otterup. Nu venter lidt restitution inden nye point skal jagtes.

Cheftræner Bo Zinck glæder sig over spillernes præstationer indtil videre dette forår, og 5-1 sejren over Otterup rundede en travl periode af på fornem vis.

- Egentlig spiller vi ikke super godt i 1. halvleg, men vi starter som lyn og torden, og burde have været foran allerede efter 27 sekunder, hvor vi brænder en stor chance. Vi scorer så to hurtige herefter og havde minimum to chancer mere, som vi skulle have scoret på. Så efter et lille kvarter af kampen, burde vi faktisk have ført 4-0, forklarer Bo Zinck, som dog måtte nøjes med en noget mindre føring ved pausen.

- De scorer på hvad der vel er deres eneste chance i hele kampen, og vi må nøjes med en 2-1 føring ved pausen.

Reduceringsmålet og den snævre føring, slog dog ikke de unge divisionsdrenge fra Jammerbugten ud. Efter pausen skruede de i stedet op for kvaliteten og scoringerne. Til stor tilfredshed for cheftræneren.

- I 2. halvleg øger vi kvaliteten af vores spil betydeligt, og da vi scorer til 3-1, går luften lidt af ballonen. Otterup skal dog have ros for at kæmpe godt og for ikke på noget tidspunkt at slå op i banen.

Det blev inden slutfløjtet også til 4-1 og 5-1. En flot afrunding af et ekstrem hårdt program i dette forår. Nu er der igen mulighed for at tage luft ind og hvile stængerne inden næste kamp venter.

- Vi er nu igennem det nok hårdeste program der har været i divisionen, og jeg har kun ros til overs til alle spillerne. Vi har i perioden vundet fire udekampe i træk og det er altså en flot præstation. En foreløbig status på foråret er derfor meget positiv, og der skal lyde en stor ros til spillerne, som virkelig har præsteret i denne periode. Det har været holdpræstation af de store, fremhæver Zinck, som nu vil lade spillerne få et velfortjent pust, så de kan restituere inden næste kamp venter fredag d. 24. maj kl. 19.00, hvor FC Skanderborg kommer på besøg.

- Pausen er vi glade for, og det er godt den kommer nu, fordi der er brug for den. Nu handler det om blive klar til Skanderborg og forhåbentlig holde sejrskursen, slutter Zinck.

Tiden vil vise om det lykkes. Mød op fredag d. 24. maj kl. 19.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena, så får vi svaret mod FC Skanderborg.