Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Ruben Winther forlænger med endnu en sæson

Ruben_i_kamp.jpg
28-11-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har sikret sig den solide og altid pålidelige forsvarsspiller, Ruben Winther, for den kommende 2018 sæson.

Ruben Winther kom til Jammerbugt FC fra Vendsyssel FF i starten af 2017 og har siden etableret sig som en fast del af startelleveren hos de blåblusede. Med styrke, stor ro og god boldomgang har Ruben Winther været et fast klippe i Jammerbugt defensiven og det glæder derfor også Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, at samarbejdet nu også fortsætter i det nye år.

- Ruben har gjort det godt i hele 2017. Han er ung og talentfuld, og så kan han dække flere pladser. Samtidig har Ruben et godt blik for spillet, ligesom han er en god fyr både på og uden for banen. Derfor er jeg utrolig glad for, at Ruben er med os i det nye år også, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bliver endnu bedre sammen, fortæller Bo Zinck, mens Ruben selv understreger, at han er glad og tilfreds med fodboldtilværelsen i Jammerbugt FC.

- Min første sæson i Jammerbugt FC har været rigtig god. Jeg kom fra Vendsyssel FF, hvor jeg stort set ikke havde spillet, og havde egentlig lidt mistet lysten til fodbold. Men i takt med jeg har spillet meget, og at vi har lavet en masse gode resultater, er motivationen virkelig kommet tilbage. Vi har fået skabt en vinderkultur, hvor alle byder sig til for spilletiden. Lige meget hvem der spiller, bliver der arbejdet hårdt med troen på, at vi kan vinde alle kampe, forklarer Ruben Winther og fortsætter;

- Jeg er blevet taget godt i mod af alle i og omkring klubben, og vi har et godt sammenhold på holdet. Det kombineret med et godt trænerteam og en masse personer, der laver et stort stykke arbejde i klubben, giver det os gode betingelser for at præstere godt. Det gør, at jeg glæder mig til at træne hver gang, fordi jeg har de optimale rammer for at kunne udvikle mig. 

Ruben Winther er tydeligvis lige så klar i sin tale, som han er i spillet på banen. Der tøves ikke i beslutningerne og med en målrettet tilgang ser han frem til gøre 2018 til et endnu bedre fodboldår.

- Jeg har nogle personlige mål om at fortsætte med at få meget spilletid, så jeg kan blive ved med at udvikle mig. Derudover har jeg en stor tro på, at vi kan gøre en god figur i oprykningsspillet og vinde en masse kampe. På hjemmebane har vi især været stærke, og der er jeg overbevist om, at vi kan give de fleste hold problemer, slutter Ruben Winther, inden det gælder sæsonens vel nok største enkelt udfordring i den blå trøje – nemlig pokalkampen ude mod Superliga mandskabet, SønderjyskE.