Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Rye tror på point i Brabrand

IMG_9990.jpg
26-08-2016

Af Thomas Jansen

Efter en god sæsonstart måtte Jammerbugt FC i tredje runde gå slukøret fra banen hjemme mod Aarhus Fremad.

Nu venter endnu et Aarhus mandskab, denne gang på udebane, og selvom det ser svært ud, så handler det om at komme tilbage på pointsporet så hurtigt som muligt.

Statistikken gør ikke kampen spor nemmere. I de seneste 10 indbyrdes opgør har Jammerbugt FC således kun trukket sig sejrrigt ud en enkelt gang, mens det er blevet til tre nederlag og hele seks uafgjorte. Denne statistik vidner også om nogle tætte opgør og et sådan kan der også forventes lørdag.

Mens Jammerbugt kun lige har ramt sæsonens første nederlag, så er lørdagens værter fortsat ubesejret og har lagt sig i den gode ende af tabellen. Her hørte holdet også til i sidste sæson, hvor det i lange perioder lignede en oprykning til 1. division. Sådan gik det ikke i sidste ende og nu venter endnu et spændende møde mellem Brabrand og Jammerbugt FC i 2. division. Til side med statistikken, nu gælder det hårdt arbejde og vilje til sejr - det har Jammerbugt FC's Christian Rye.

- Jeg glæder mig helt vildt til kampen mod Brabrand, som i sidste sæson var tæt på at rykke op. Det bliver en svær kamp, men der er ingen tvivl om, at vi kan byde dem op til dans. Jeg tror stærkt på, at vi kan få alle tre point, men det kræver, at vi er skarpere i begge felter, end vi var mod Aarhus Fremad, fortæller Jammerbugt FC’s midtbanedynamo, Christian Rye, der i øvrigt har fået en god sæsonstart og undervejs med to scoringer i sammen kamp – ikke noget der sker hver weekend, kan vi vist godt tillade os at sige.

Selvom det ikke lige er egen præstation og dobbeltscoringen, som Rye tænker mest på, når spørgsmålet lyder om hvordan han synes sæsonstarten er forløbet, så er midtbanespilleren tilfreds, selvom seneste kamps nederlag stadig irriterer lidt.

- Jeg synes, at vi generelt kan være fint tilfredse med sæsonstarten. Det er selvfølgelig aldrig acceptabelt at tabe 0-3 på hjemmebane, som vi gjorde sidste weekend, men jeg synes, at vi kontrollerede kampen indtil udvisningen. Fire point efter tre kampe og en sejr i pokalen lyder som udgangspunkt ikke af meget, men før weekenden var det meget længe siden, at vi havde tabt en betydningsfuld fodboldkamp, så der er uden tvivl fremskridt, slutter Christian Rye fyldt med tro på, at der igen skal point på kontoen, når det lørdag d. 27. august kl. 14.00 gælder Brabrand i en altid svær udekamp på Brabrands Idrætsanlæg.