Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Så er der endelig point på spil igen

c1c77f7551f2945c7b56eeb519b399aa[1].jpg
31-03-2013

Af Thomas Jansen

Mandag d. 1. april, 2. Påskedag, er det blevet tid til den længe ventede forårspremiere i 2. division, og her tager Blokhus FC turen til Marienlyst.

Blokhus FC’s kamp mod Boldklubben Marienlyst er den eneste kamp som afvikles i forårets første runde i hele 2. division. De øvrige kampe er alle udsatte grundet det langtrukne vintervejr, og af samme årsag afvikles Marienlyst mod Blokhus FC på en nyligt etableret kunstgræsbane ved Marienlystcentret. Trods dette kompromis, er der masser af lyst til at få gang i foråret hos Blokhus FC cheftræneren Bo Zinck.

- Vi glæder os og er velforberedte. Vi har trænet godt længe og er i god form. Men første kamp handler mere end noget andet om at være klar når fløjtet lyder. Det både håber og tror jeg vi er, slår Bo Zinck fast selvom det desværre ikke er alle spillere der er spilleklar. Bl.a. må den stærke trio Malthe Nygaard, Mads Severinsen og Nickolaj Thomsen sidde over i forårets første kamp grundet karantæne.

- Vi har jo tre spillere i karantæne og derudover har vi nogle enkelte småskader, som vi går og holder øje med lige nu, forklarer cheftræneren, som trods fraværet tror fuldt og fast på muligheden for at hente de tre point med hjem.

- Til gengæld har vi nogle nye spillere som det bliver spændende at se i aktion om point, og præsterer vi på det niveau jeg ved vi kan som hold, så har vi en god chance for at tage en sejr. Vi går ud for at vinde og jeg er fortrøstningsfuld.

Der er dog ingen tvivl om, at der venter en svær test i forårets første kamp, hvor det gælder efterårets nummer to i tabellen. Kun to nederlag indkasserede fynboerne i efteråret, og til forårssæsonen ser forårets første modstander tilmed styrket ud med tilgangen af forstærkninger fra det nu lukkede FC Fyn. Bo Zinck er da også meget opmærksom på modstanderens kvaliteter.

- Vi er opmærksomme på, at det er et rigtig stærkt hold vi skal op imod. De har nogle dygtige spillere og en god træner, og det bliver spændende om de kan holde samme høje niveau som i efteråret, lyder det fra Bo Zinck, som fortsætter;

- Det er jo en topkamp. Nummer to mod nummer fem. Det ser vi frem til, og det bliver dejligt at komme i gang som planlagt. Vi glæder os, og ikke mindst spillerne glæder sig.

Det hele går løs kl. 15.00 2. Påskedag i Marienlyst når den blå bølge på ny ruller ned igennem landet i jagten på point.