Facebook

Så er der Påske-bold mod rækkens nr. 2

Sead_i_kamp.jpg
28-03-2018

Af Thomas Jansen

Fire point efter de to første kampe i forårets oprykningsspil må siges at være godkendt. Skærtorsdag venter endnu en svær opgave.

Her kommer rækkens nummer to, Boldklubben Marienlyst, på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena. Og denne gang er de blåblusede næsten tilbage i vante rammer, efter årets første hjemmekamp blev spillet ved Ingstrup Efterskole.

Stadiongræsset er dog endnu ikke klar til divisionsbold og derfor spilles kampen på klubbens egen kunstgræsbane.

Uanset underlag og fysiske rammer, så kommer man ikke uden om, at Marienlyst ligner lidt af en mundfuld. Med 18 point, og seks af dem hentet i forårets to første runder, ligger fynboerne komfortabelt på en andenplads i rækken. Syv point foran Jammerbugt FC på femtepladsen. Skal forhåbningerne om at spille med om topplaceringerne være intakte efter Skærtorsdag, så kræver det med andre ord point mod Marienlyst.

Men at udfordringerne er store dette forår skræmmer ikke i Jammerbugt FC lejren, hvor teamet i stedet tager imod det højnede niveau med åbne arme. Der er arbejdsglæde og lyst til yderligere udvikling.

- Vi har arbejdet hårdt i to første kampe og er kommet godt fra start. Vi sidste det ville blive en hård start, men der er selvtillid i truppen og vi er optimistiske forud for kampen mod Marienlyst, lyder det fra en af holdets kreative kræfter i form af Michael Byskov, mens en anden af de kreative offensivspillere følger op.

- Marienlyst er et godt hold, som ligger i toppen. Det er et af de hold, vi nu skal måle os imod. Vi har vist, vi kan være med og vi går stærkt ud fra det også er tilfældet mod Marienlyst. Men det kræver, vi arbejder hårdt, og med opbakning i ryggen, så går vi efter de tre point, forsikrer Sead Gavranovic.

Der er ingen tvivl om, at Jammerbugt FC spillerne er opdraget til at gå på banen for at vinde, og det uden frygt, men med sund respekt for modstanderen, de står over for. Cheftræner Bo Zinck understreger opgavens omfang.

- Marienlyst er et fantastisk godt fodboldhold, som har nogle virkelig store individualister på den forreste del af banen. De ligger fantastisk til i tabellen og har styrket sig meget i vinterpausen, og ud fra det er det klart, at det må være et af de hold, der går efter oprykning. Så det bliver en svær, men ikke uløselig opgave, og holder vi niveauet som mod Middelfart, så har vi gode chancer for point. Men vi skal være der og det tror jeg på vi er. Vi har god moral og jeg tror der venter en rigtig god fodboldkamp, fortæller cheftræneren, der ikke har haft mange dage til forberedelse oven på kampen mod Middelfart.

Men Påske programmet er tæt og nu gælder det rækkens nummer to, Marienlyst. Det er Skærtorsdag kl. 15.00 på klubbens kunstgræsbane.