Facebook

Så er der søndagstur til Sjælland

FrodeTilTraening.jpg
09-04-2016

Af Thomas Jansen

En ny udfordring venter søndag eftermiddag på Espelundens Idrætsanlæg i Rødovre, hvor Jammerbugt FC skal forsøge at hente point mod Avarta.

Den sjællandske klub har fået en fin forårsstart med to sejre og en uafgjort, men måtte bide i græsset på Fyn, hvor Næsby sendte Avarta retur med et 0-4 nederlag. Hos Jammerbugt FC af situationen nærmest omvendt. Her kom forårets første sejr i seneste spillerunde. Så mens Avarta skal forsøge at rejse sig efter at have været i knæ, så skal Jammerbugt FC forsøge at ride videre på bølgen.

- Vi tager til Avarta efter sejren. Vi er fyldte med optimisme og højt humør, understreger Frode Langagergaard inden afgangen til Rødovre. Cheftræneren er dog klar over at det ikke er nok bare at tage køreturen derover. Der skal arbejdes hårdt inden bussen går retur til Jammerbugten, hvis humøret ikke skal være helt anderledes på hjemturen.

- Avarta er et stærkt spillende hold med hurtige angribere. De har en stærk midterakse på holdet og jeg forventer en herrefight. Tøver vi er de sjællandske hold generelt gode med bolden. De forventer jeg også mod Avarta, så de skal ikke have for meget tid og plads, forklarer Langagergaard, og tilføjer;

- Vi skal sidde tæt på dem og presse dem som et hold. Det havde vi succes med mod B1908 og det skal vi forsøge at gentage igen søndag. Vi er efterhånden ved at have alle mand klar til kamp, og det styrker selvfølgelig vores udgangspunkt.

Kigges der mod tabellen, går værterne fra Rødovre ind til kampen med en anelse bedre udgangspunkt. Men kun tre point skiller de to mandskaber, så der kan forventes en tæt dyst med hjemmeholdet Avarta som svag favorit.

Endnu tre point vil for alvor gøre det til en god start på foråret for Jammerbugt FC, som gør klar til kamp søndag kl. 15.00.