Facebook

Så kan der pustes ud!

004-3.JPG
Arkivfoto. Selvom det kun blev uafgjort, var der grund til jubel.
07-06-2016

Af Thomas Jansen

Den havde potentiale til at blive afgørende, kampen mod Dalum IF lørdag, og potentialet blev indfriet.

Resultatet 1-1 viste sig nemlig nok til at sikre Jammerbugt FC endnu en sæson i 2. Division. Det giver ro i lejren inden de to sidste kampe frem mod sommerpausen.

Fra kampens start så det ellers ikke ud til, at det skulle blive dagen, hvor Jammerbugt FC sikrede sig overlevelse. I kampens indledning var det som om, at de blåblusede værter ikke kunne finde højeste gear. Presspillet sad ikke lige i skabet og tingene blev ikke rigtigt til noget.

Efter godt et kvarters spil udmøntede det sig til en føring til gæsterne fra Dalum IF. Fra lang afstand, blev bolden banket i nettet bag Kasper Holm. At det skal være skidt før det bliver godt, virkede til at være tilfældet denne lørdag, fordi efter scoringen var det ligesom om Jammerbugt FC blev vakt til live. De blå fik bedre fat og fik presspillet til at fungere, ligesom der også blev skabt chancer.

Blot to minutter før pausen kom belønningen. Nicklas Sørensen fik bolden på kanten og tog et par træk ind i banen, inden han sendte en afslutning mod mål. Den blev dog stoppet undervejs og på reposten dukkede Michael Nielsen op og sendte bolden forbi gæsternes keeper.

1-1 og nu var Jammerbugt FC ved godt mod på vej ind til en kop pause te og rigeligt med vand i sommervarmen.

Jammerbugt FC fortsatte de sidste 45 minutter af kampen, hvor de slap i første halvleg. Mandskabet, som i øvrigt var hårdt ramt af både karantæner og skader, pressede på og skabte også et par store chancer til at sikre sig sejren. Det blev også til lidt løse chancer til gæsterne, men det meget - som i rigtig meget - unge Jammerbugt FC hold kørte det ene afgørende point i hus. Divisionsstatus blev sikret.

- Med det meget unge hold og den situation vi stod i, så synes jeg vi leverer en rigtig god indsats. Jeg er meget tilfreds, understregede Jammerbugt FC cheftræner, Martin Pedersen efter kampen. Han kunne da heller ikke skjule at han var lettet over at redningen nu var i hus.

- Det er en lettelse og det giver ro. Nu kan vi fokusere på at kigge fremad ad, fremhævede Martin P.

På dagen var han især glad for anden halvleg, hvor der blev vist gode takter af det unge hold.

- Det var en meget lige kamp, men skulle der have været fundet en vinder, synes jeg det burde være os. De første små tyve minutter er vi slet ikke i gear, men det er ligesom vi vågner ved deres scoring, og fra det tidspunkt sætter os mere og mere på tingene, forklarer Martin P og fortsætter;

- Kampen dør dog lidt ud en den afsluttende fase, hvilket den intense varme naturligvis har indflydelse på. Men uafgjort er ok og med de øvrige resultater i runden også nok for os. Det er virkelig vigtigt.

Med det ene point har Jammerbugt FC nu syv point ned til nedrykningsstregen og med blot to runder tilbage at spille, er den blå bølge i sikkerhed. Alligevel er der ikke sommerferie endnu. Martin P vil fortsat se arbejdsomhed, men han nyder at kunne spille mere frit.

- Tag ikke fejl. Godt nok har vi nu gjort, det vi skulle. Men vi tager jo ikke til Svendborg for sjov, ligesom vi også meget gerne vil vinde den sidste hjemmekamp. Men vi kan arbejde med mere ro på nu, slutter Martin Pedersen.

Der kan nu pustes ud og fokus rettes mod fremtiden. Jammerbugt FC er fortsat divisionshold.

Jammerbugt FC – Dalum IF: 1-1 (1-1)
16’ 0-1 Mads Hansen
43’ 1-1 Michael Nielsen