Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 16. runde:
10 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
10 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
10 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Så kom målene og de tre point

017.JPG
Tre gange kunne Jammerbugt FC juble i sejren ude over FC Skanderborg. Her er det Nicklas Sørensens mål til 2-1 som fejres.
10-05-2014

Af Thomas Jansen

Der var blevet justeret ekstra på sigtekornet inden lørdagens møde i Skanderborg, og indstillingen var heldigvis korrekt.

Jammerbugt FC fik nemlig nettet til at blafre hele tre gange, og trods en tidlig Skanderborg scoring, var det mere end nok til at sikre tre point til de blåblusede.

- Vi havde godt styr på det, men var dog ikke gode i den første halve time af kampen, forklarede Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck umiddelbart efter sejren.

Det var da også i denne første periode af kampen, at værterne bragte sig i front med en scoring til 1-0 på en chance skabt efter et langt indkast. Scoringen fik imidlertid vækket Jammerbugt FC spillerne til live, og godt 10 minutter senere afsluttede Patrick Ehlers et godt Jammerbugt FC angreb af med at sende bolden i mål til stor forløsning for et hold, hvor det sidste stykke vej ind over stregen i de seneste kampe ofte har virket total ufremkommelig.

- Vi udligner på et fantomangreb, men også i dag brænder vi mange chancer. Det er fuldt fortjent vi vinder og sejren kunne sagtens være blevet større. I 2. halvleg er det envejs trafik mod Skanderborgs mål og i det hele taget spiller vi rigtig godt den sidste time af kampen, evaluerede Bo Zinck, som forståeligt var godt tilfreds med resultatet af dagens anstrengelser.

- Det var en god sejr og det er dejligt at være tilbage på sporet igen.

Sejren blev slået fast i kampens anden halvleg, som kun var få minutter gammel, da unge Nicklas Sørensen bragte Jammerbugt FC i front 2-1, og en halv time senere var det rutinerede Nickolaj Thomsen, som sørgede for der ikke blev spænding om resultatet mod slutningen af kampen. 3-1 blev nemlig resultatet, og det var både godt og vigtigt forud for den svære kamp der venter i næste runde, hvor det absolutte tophold Skive IK gæster Sparekassen Vendsyssel Arena.

- Vi er klar til Skive nu. I modsætning til mange andre kampe, så må vi sige, at det er en kamp, hvor der på ingen måde hviler noget pres på os. 18 gange i træk har Skive vundet inden de møder os, og det er jo bare stærkt. Andet er der ikke at sige til det, understreger Jammerbugt FC cheftræneren respektfuldt, og det kan man ikke andet end at tilslutte sig.

21 sejre, 2 uafgjorte og 0 nederlag med en målscore på 65-20 lyder den imponerende statistik på 2. division vest’s førerhold, der allerede har mere end det ene ben i næste sæsons 1. division.

Der venter dermed en stor opgave for Jammerbugt FC  lørdag d. 17. maj kl. 14.00 når den blå bølge skal forsøge at føje det første nederlag til Skives skræmmende statistik. Men hvor der er vilje er der vej, og vejen til stadion kender I også, så kom og bak holdet op i denne svære udfordring. Står vi skulder mod skulder når den blå bølge ruller, så kan selv Skive IK få  problemer i Jammerbugten.

De blåblusede er nemlig hjemme igen med fortjent fuld pointhøst i Skanderborg.

FC Skanderborg – Jammerbugt FC: 1-3 (1-1)
27’ 1-0 Peter Møller, FC Skanderborg
38’ 1-1 Patrick Ehlers, Jammerbugt FC
48’ 1-2 Nicklas Sørensen, Jammerbugt FC
78’ 1-3 Nickolaj Thomsen, Jammerbugt FC

 


Nickolaj Thomsen, der slog sejren fast med 3-1 målet, fører her an på vej ind på det særdeles hyggelige stadion i Skanderborg.


Der blev gået til stålet i de blå gules lejr, hvor der kæmpes for overlevelse i divisionen.


Også tidligere landsholdsspiler Stig Tøfting overværede Jammerbugt FC's sejr i Skanderborg.