Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Sæsonafslutningen skal sætte passende punktum

bo.jpg
04-11-2017

Af Thomas Jansen

Passende ville være en sejr, når Jammerbugt FC lørdag kl. 14.00 løber på Sparekassen Vendsyssel Arena en sidste gang i år.

Et fantastisk flot efterår, med billet til forårets oprykningsspil og en 1. plads i tabellen som resultat, fortjener nemlig at blive rundet godt af. Det er bestemt også hensigten i Jammerbugt FC lejren, hvor cheftræner, Bo Zinck, meget gerne vil slutte med endnu en succesoplevelse, når det gælder IF Lyseng på hjemmebane lørdag.

- Vi løber ind på Sparekassen Vendsyssel Arena for at runde et forrygende efterår af – og lad mig bare understrege, at vi har i sinde at runde det godt af. Vi skal have sagt tak for et fantastisk efterår til mange mennesker og jeg håber meget, at spillerne får rundet af med manér og får en god afslutning. Det har alle fortjent, fortæller Bo Zinck forud for opgøret. Zinck er meget forståeligt glad og tilfreds med det, holdet har opnået dette efterår.

- Det er virkelig en stor præstation, spillerne har leveret, og i det hele taget, kan vi være tilfredse med den udvikling, vi oplever i klubben. Med vores plads i oprykningsspillet er vi altså mellem de 40 bedste klubber i Danmark, og det må vi godt have lov at være stolte over, fremhæver Zinck.

Selvom lørdagens gæster ikke har spillet sig i oprykningsspillet, så har det været en ganske fin sæson for Lyseng, der er nye i divisionsregi. Det er blevet til mange tætte kampe – en af disse mod Jammerbugt FC i det modsatte opgør tidligere på sæsonen. Her vandt de blåblusede dog til sidst og det er planen igen, selv om der er respekt for IF Lyseng og deres præstationer.

- Lysing, som er oprykkere og divisionsdebutanter, har gjort det godt dette efterår. Jeg har dyb respekt for det spiller- og trænerarbejde, der er leveret i Lyseng. De har spillet mange meget tætte kampe og fortjener ros for deres indsats, understreger Zinck og fortsætter;

- Jeg tror, at vi vil opleve et Lysing hold, som kommer med fuld gas for at gå efter sejren og slutte på en god måde. Selv kommer vi også med fuld power og vi har som sagt samme hensigt. Derfor håber og tror jeg også på en god fodboldkamp. Desværre gør strukturen i 2. division, at kampen ingen pointmæssig betydning har, og det er naturligvis en skam og en svaghed ved denne forholdsvis nye struktur. Men jeg vil også sige, at jeg endnu ikke har prøvet at gå ind til en kamp, som jeg ikke ville vinde. Det bliver heller ikke tilfældet i lørdag. Vi er på hjemmebane, hvor vi har en ekstrem god statistik, og denne statistik ønsker vi at fastholde. Kombineret med ønsket om at slutte dette fantastiske efterår af med en god oplevelse foran vores eget publikum gør, at vi har rigelig motivation til at gå ud og jagte endnu en sejr, forsikrer Zinck.

Tilbage er blot at give den fuld power i sæsonens sidste 90 minutter, når Jammerbugt FC og IF Lyseng tørner sammen på Sparekassen Vendsyssel Arena kl. 14.00.