Facebook

Scoring i sidste sekund sikrede point

Middelfart_kamp.jpg
25-03-2018

Af Thomas Jansen

Ingstrup Efterskole dannede lørdag ramme om Jammerbugt FC’s første hjemmekamp dette forår. På besøg var oprykningsaspiranterne Middelfart, og efter premiere sejr var de blåblusede opsatte på at følge op med endnu et godt resultat.

Som ventet blev det dog et meget jævnbyrdigt opgør, hvor to velforberedte og velorganiserede mandskaber udlignede hinanden de første 25 minutter. Der blev således ikke skabt mange chancer, men Jammerbugt FC havde ganske fornuftigt fat i kampen. Enkelte gange nærmerede Jammerbugt FC sig situationer, hvor en målchance lurede lige omkring feltet, men det blev gæsterne fra Fyn som pludselig slog til.

Med 28 minutter spillet blev et indlæg sendt i feltet, hvor et hovedstød bragte Middelfart foran 1-0. Det var gæsternes første forsøg mod mål. De skabte dog hurtigt endnu en chance. Allerede to minutter senere stod det således pludselig 2-0 til Middelfart. Jammerbugt FC var gået fra at være godt med i en jævnbyrdig kamp, til pludselig at være faretruende bagud og på vej ud af kampen.

Hjemmeholdet lagde sig dog ikke ned og kort før pausen tilspillede Jammerbugt FC sig et straffespark. Kaptajn, Christian Rye, tog på vanlig vis ansvaret på sine skuldre og gjorde klar til at sende Jammerbugt FC tilbage i kampen. Middelfart keeperen havde dog læst midtbanedynamoen og reddede straffesparket. Det var endnu et knæk for Jammerbugt FC mandskabet, der nu måtte gå slukørede til pausen nede med to mål.

Efter pausen forsøgte Jammerbugt FC at lægge et højere pres, men Middelfart viste kvalitet og var ofte boldfaste i de pressede situationer. Zincks tropper gav dog ikke op og nægtede at acceptere nederlag.

Hjemmeholdet formåede at stresse modstanderen til at begå frispark og med ca. 20 minutter tilbage på stadionuret kom belønningen for det hårde arbejde i det i øvrigt kolde vejr. Netop et frispark udenfor feltet i venstre side blev sendt fladt ind mod forreste område af det lille felt, og her dukkede Søren V. Pedersen op mellem venner og fjender, og fik en lang tå på læderet. Dermed var der reduceret til 1-2 og herfra intensiverede Jammerbugt FC presset. Især de sidste ti minutter blev alle mand smidt frem, men lige lidt hjalp det.

Middelfart kæmpede bragt og holdte hovedet koldt. Som dominobrikker sank skulderne opgivende på de fremmødte tilskuere, en efter en, mens det femte tillægsminut nærmede sig. Men i den blå Jammerbugt FC trøje kæmpes der til sidste fløjt, og idet dagens dommer trak luft ind til et sidste pust i fløjten dukkede midterforsvarer, Søren V. Pedersen, igen op, og efter et massivt afsluttende pres, og i et propfyldt felt fik han nærmest mirakuløst sendt det udlignede mål i nettet – og så røg de lavt hængende skuldre i vejret med et brøl.

Sekundet efter lød slutfløjtet, og Jammerbugt FC havde på dramatisk vis og i absolut sidste øjeblik sikret sig et vigtigt og velfortjent point med et flot comeback mod de meget kompetente Middelfart.

Det var starten på et travlt Påskeprogram. Allerede Skærtorsdag venter Marienlyst på hjemmebane.

Du kan se kampreaktioner fra træner og spillere på Jammerbugt FC’s Facebookside her.

Jammerbugt FC – Middelfart Boldklub: 2-2 (0-2)
28’ 0-1 Mathias Damgaard, Middelfart Boldklub
30’ 0-2 Martin Hedeager Jensen, Middelfart Boldklub
70’ 1-2 Søren V. Pedersen, Jammerbugt FC
90’ 2-2 Søren V. Pedersen, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC:
Emil Kobberub – Simon Jensen, Søren V. Pedersen, Lasse Steffensen (Ruben Winther), Mads Larsen – Sead Gavranovic, Christian Rye, Zander Hyltoft (Anders R. Jensen), Michael Byskov – Viktor Ahlmann, Morten Thomsen (Nicklas Sørensen).