Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Sead skifter til islandsk fodbold

SeadGProfil.jpg
17-05-2015

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har solgt Sead Gavranovic til den islandske klub IBV Vestmanneyjar. Sead skifter med øjeblikkelig virkning.

Det er gået stærkt for Jammerbugt FC’s offensiv spiller, som har været blandt profilerne i den blå trøje dette forår. Her har den kreative og målfarlige spiller været fast mand i startopstillingen og var således også på holdkortet til Jammerbugt FC’s udekamp mod Skovbakken IK lørdag. Men Sead kom ikke med bussen lørdag morgen. I stedet sad han på et fly til Island.

Den islandske klub IBV Vestmanneyjar var kort forinden nemlig kommet med et tilbud som hverken Sead eller Jammerbugt FC kunne afslå.

- Chancen bød sig meget pludselig. Det var ikke noget der var planlagt til skulle ske nu, men når sådan en chance byder sig, bliver man nogle gange bare nødt til at gribe den og springe ud i det, forklarer Sead Gavranovic, som håber at kunne bygge på både på og uden for banen.

- Jeg forventer først og fremmest at udvikle mig som spiller og menneske. Jeg får flere træninger og skal spille kampe på lidt højere niveau. Forhåbentlig bidrager det til at jeg kan tage næste skridt som spiller. Derudover håber jeg bare at få en kæmpe oplevelse ud af det. Møde en masse nye mennesker og så har hørt der skulle være rigtig flot på Vestmann øerne. Så det glæder jeg mig til, lyder det fra en spændt Sead, som dog samtidig har svært ved at skulle lægge den blå trøje fra sig.

- Jeg har været i Jammerbugt FC af flere omgange, og det er et sted som ligger i mit hjerte. Det er svært at sætte ord på, men de mennesker, der render rundt deroppe, betyder så meget for mig, og den tillid jeg har fået af såvel trænere som spillere betyder alt for mig, fremhæver den nye mand i islandsk fodbold og åbner for et muligt gensyn engang når Danmark igen kalder.

- Sidste gang kom jeg jo tilbage, så man skal aldrig sige aldrig. Der kan ske rigtig mange ting rigtig hurtigt i denne verden, så jeg vil ikke udelukke det.  Men jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring klubben for den store støtte og ikke mindst tak til mine holdkammerater. Dette var selvfølgelig ikke sket uden dem, fremhæver den sympatiske spiller og tilføjer;

- En speciel tak til Martin P skal der også lyde for at hjælpe mig med at få alt dette i stand på ingen tid. Uden ham havde jeg ikke været på et hotelværelse på Island nu.

Fra Jammerbugt FC lejren bliver der også takket for indsatsen til Sead alt imens man veksler mellem at glædes over endnu engang at kunne sende en spiller videre til højere niveau og at begræde tabet af en stærk offensiv kraft og en god fyr.

- Siden Sead kom til klubben fra Thisted har han spillet fast med undtagelse af et kort smut til Ringkøbing. Sead har et højt niveau, arbejder hårdt og så er han en god fyr. Vi græder med det ene øje fordi vi vil savne ham, men smiler med det andet fordi det altid er en tilfredsstillelse af kunne sende en af vores spillere videre ud i verden til nye udfordringer på et højere niveau, lyder det fra cheftræner Bo Zinck, som minder om at netop det at kunne udvikle spillerne til mere er et af målene for Jammerbugt FC.

- Jeg er glad på Seads vegne og jeg er stolt på klubbens vegne. Vi er igen lykkes med at udvikle en spiller til mere. Det fortæller at vi som klub gør det rigtige. Listen af spillere er efterhånden lang og den skulle gerne blive meget længere i fremtiden, fortæller Zinck, som erkender at der naturligvis er en bagside af medaljen når det lykkes at sende en spillere videre på et højere niveau.

- Det er selvfølgelig et savn på sigt. Sead er en spiller, som bliver svær at erstatte. Han har været en afgørende offensiv spiller for os og har betydet meget. Han har nogle særlige kvaliteter, både som individualist og som holdspiller.

Hullet der efterlades af Sead Gavranovic bliver dog samtidig en ny mulighed for andre spillere i truppen. Så det er tid for at træde i karakter og gribe chancen.

- Vi har et koncept, hvor vi satser på unge spillere. Vi giver dem chancen og tilliden, og de vokser med opgaven. Det er der også helt sikkert nogle der vil gøre denne gang, fortæller Bo Zinck, som alligevel ikke giver helt slip på Sead.

- Jeg glæder mig til at følge ham og vil naturligvis holde kontakten med ham. Han er altid velkommen tilbage her hos os.

Sead Gavranovic’s salg til IBV Vestmanneyjar træder i kraft med det samme. Jammerbugt FC takker Sead for indsatsen og ønsker alt held og lykke fremover.