Facebook

Sejr i sæsonens sidste kamp

1a2aff09b05e228f1ce4194b96700eb0.jpg
20-06-2015

Af Thomas Jansen

Stemningen var god i bussen på vej hjem fra Kjellerup lørdag aften. En velfortjent 3-1 sejr rundede således en lang sæson flot af.


Dermed kunne de blåblusede fra Jammerbugten rulle hjem på ferie med god samvittighed og højt humør. Sidste stop en festlig aften inden benene hviles sommeren over. Resultatet af de 30 runders hårde arbejde blev 16 sejre, 5 uafgjorte, 9 nederlag, 53 point, en målscore på 57-41 og sidst men ikke mindst i flot 3. plads.

Sæsonens sidste tre point kom i hus efter en meget tilfredsstillende indsats, hvor Jammerbugt FC havde i sinde at gøre tingene færdigt og slutte af med manér. Jammerbugt FC havde da ogå godt fat i kampen i 1. halvleg, hvor det  godt kunne være blevet til flere end det ene mål Sonny Jakobsen sørgede for efter 36 minutters spil. Jammerbugt FC angriberen blev nedlagt i feltet, fik straffe og sparkede selv bolden i mål. 1-0 til de blå, hvilket også var resultatet ved pausen.

I store dele af 2. halvleg havde Jammerbugt FC også kontrol og med små 20 minutter igen øgede Victor Rafael, der var tilbage i startopstillingen, med en flot scoring. Den teknisk stærke spiller erobrede selv bolden og udfordrede efterfølgende Kjellerup defensiven med sine driblinger inden han tørt og fladt huggede kuglen i det lange hjørne til 2-0.

Kun to minutter senere kom værterne pludselig tilbage i kampen igen. En bold blev ikke clearet og ramte i stedet uheldigt en Jammerbugt hånd i feltet. Det gav straffe til Kjellerup, som fulgte Sonny Jakobsens eksempel fra 1. halvleg og reducerede til 1-2.

Der skulle dog kun gå yderligere få minutter inden Jammerbugt FC på ny øgede forspringet til to mål og dermed reelt afgjorde kampen. Denne gang var det Christoffer Hansen som blev sendt i dybden, hvor han brugte sin fysisk fornuftigt til at holde Kjellerup spillerne på afstand af bolden inden han med ydersiden sikkert sendte bolden uden om Kjellerup målmanden og ind i det tomme net til slutresultatet 3-1 til Jammerbugt FC.

Sæsonens sidste tre point var i hus og det samme var en velfortjent 3. plads.

- Jeg er meget tilfreds med indsatsen. Det var en kamp, som på mange områder kunne blive svær at spille. Men vi var meget fokuseret og var meget bevidste om at vi skulle ud og være koncentreret og være 100 % klar, forklarede Jammerbugt FC cheftræner Frode Langagergaard efter sæsonafslutningen, hvor han vurderede størstedelen af kampen forløb efter planen.

- Vi ville ud og slutte godt af og sørge for vi fik den 3. plads. Det lykkedes og jeg mener vi i 75% af kampen i dag er rigtig gode. Vi har blandt andet en periode i de første 45 minutter, hvor jeg mener vi kunne have lukket og slukket det hele.

Med sejren rundes en flot, vigtig og begivenhedsrig sæson af. Strukturændringerne gjorde den særligt spændende, men Jammerbugt FC formåede at klare sig sikkert i mål, og endelig var der også farvel til Bo Zinck som cheftræner. Zinck havde dog taget turen med den blå bølge en sidste gang denne lørdag, og således blev sæsonafrundingen fuldendt.

- Det var en rigtig god afslutning på sæsonen. Vi havde Bo med på sidelinjen kampen igennem og det var en rigtig god måde at runde det hele af på. Dejligt, slutter Frode Langagergaard.

Nu skal der restitueres inden en ny sæson kalder på den anden side af sommerferien.

Kjellerup – Jammerbugt FC: 0-1 (1-3)
36’ 0-1 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC (straffespark)
71’ 0-2 Victor Rafael, Jammerbugt FC
73’ 1-2 Lasse Mikkelsen, Kjellerup (straffespark)
79’ 1-3 Christoffer Hansen, Jammerbugt FC