Facebook

Sejr i sidste minut

7500123db1dae5476cf457980e30ee17.jpg
29-05-2014

Af Thomas Jansen

Onsdag aften tog Jammerbugt FC hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena imod Odder IGF, og i en dramatisk afslutning vandt den blå bølge kampen 2-1.

Det blev en kamp præget af hårdt arbejde frem for flot og flydende fodboldspil. Gæsterne fra Odder kæmpede forbilledligt, mens Hjemmeholdet Jammerbugt FC til sidste minut fasholdte viljen til at ville vinde.

Og i kampens sidste minut lykkes det at få sejren i hus. Det var Jammerbugts Jan Ramussen, som med dagens detalje sikrede de tre point på en sand perle. Målet til 2-1 blev således braget op i krogen på en flot langskud fra 25 meter. Inden da havde Nickolaj Thomsen bragt Jammerbugt FC foran 1-0 efter godt forarbejde af Victor Rafael, som slap fri sendte bolden mod mål. Her blev den imidlertid pareret, og den efterfølgende repost var Jammerbugt FC’s anfører over og sendte den i  nettet til hjemmeføring. Inden udgangen af de første 45 minutter lykkedes det dog Odder at bringe balance i regnskabet, og ved pausen stod det således 1-1. Jammerbugt FC arbejdede hele 2. halvleg på sejren og det arbejde blev som bekendt gjort færdigt kort før slutfløjt af Jan Rasmussen. Inden sidste fløjt havde lyt, nåede gæsterne ud over det sene mål, også at indkassere to røde kort. En ærgerlig afslutning for det sympatiske og hårdarbejdende Odder mandskab, men en fortjent sejr til Jammerbugt FC.

- Vi starter ok, men får ikke skabt meget. Vi har for mange boldtab og står i 1. halvleg for langt tilbage på banen. Efter pausen kommer vi længere frem og det bliver lidt bedre, men aldrig helt godt, erkendte Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck efter kampen. En kamp som dog havde det rette udfald.

- At vi vinder, mener jeg nu alligevel er fortjent, også selvom vi ikke spiller nogen god kamp. Til gengæld ville vi sejren mest i 2. halvelg, og spillerne skal have stor ros for at de bliver ved at gå efter det. De gjorde arbejdet færdigt, understreger Zinck, som selv måtte følge kampen som tilskuere grundet karantæne fra trænerbænken. En situation han helst ikke gentager i fremtiden.

- Det var forfærdeligt ikke at være med på normal vis, men Keld og co. klarede tingene godt i mit fravær, og det skal de også have ros for.

Endelig var der også grund til at anerkende gæsternes indsats i onsdagens kamp. Odder gjorde det nemlig ikke nemt for den blå bølge at hente alle tre point.

- Odder var svære at åbne op. De har en god indstilling og er i det hele taget svære at spille imod. Så trods det at det spillemæssigt ikke var nogen god kamp, var det derfor også en fin sejr for os, slutter Zinck efter de tre point var i hus. De næste tre af slagsen ligger i Ringkøbing, og om de bliver der eller om de kommer med hjem til Jammerbugten bliver afgjort søndag d. 1. juni, hvor der allerede er kamp igen når Ringkøbing IF og Jammerbugt FC krydser klinger kl. 13.30.

Jammerbugt FC - Odder IGF: 2-1 (1-1)
17' 1-0 Nickolaj Thomsen, Jammerbugt FC
36' 1-1 Jacob Fynboe, Odder IGF
90' 2-1 Jan Rasmussen, Jammerbugt FC
90' Rødt kort Nick Drachmann, Odder IGF
90' Rødt kort Mikkel Laursen, Odder IGF