Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 14. runde:
9 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
9 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
8 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Sejr og tre point i målrig affære

013-4.JPG
Jammerbugt FC's Patrick Ehlers i kamp mod to Næsby spillere.
21-04-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC hentede 2. Påskedag endnu en sejr på hjemmebane, da det i en målrig affære blev til 3-2 over fynske Næsby.



De tre point blev sikret på mål af formstærke Sonny Jakobsen, Kasper Stiller samt Nickolaj Thomsen, og Jammerbugt FC er dermed fortsat ubesejret på hjemmebanen Sparekassen Vendsyssel Arena i dette forår. Efter uafgjort 1-1 i åbningskampen mod Brabrand og 2-0 sejr i lokalbraget mod Thisted FC blev det i forårssæsonens tredje hjemmekamp til endnu en sejr til den blå bølge. Dette bringer Jammerbugt FC på en foreløbig fjerdeplads i 2. division vest.

Gæsterne fra Næsby, der er en del af bundstriden, startede ellers kampen angrebsivrigt og overaskede indledningsvist Jammerbugt FC, inden den blå bølge som kampen skred frem gradvist overtog mere af spillet. Det var dog gæsterne der bragte sig i front med 1-0.

- De overrasker os i starten af kampen, hvor de spiller meget direkte og med lange bolde, men jeg mener vi alligevel klarer det ok. Spillemæssigt kunne vi dog have gjort det bedre i 1. halvleg, men alligevel skaber vi meget og får scoret et par gode mål, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om kampens første 45 minutter, hvor cheftræneren bl.a. glædet sig over, at det lykkedes at score på en dødbold.

Det var altid målfarlige Sonny Jakobsen som i 1. halvleg  bragte balance i regnskabet. Det skete i det 38. minut, da han udlignede ved at hamre bolden i netmaskerne på et direkte frispark lige uden for feltet. Og inden pausefløjtet lød var hjemmeholdet igen på spil foran gæsternes mål. Efter en dødboldsituation headede Kasper Stiller ved forreste stolpe  bolden i nettet og sørgede med denne scoring for, at de blåblusede kunne gå til pausen foran 2-1. Et godt udgangspunkt for anden halvleg.

Her startede Næsby imidlertid igen godt og havde bl.a. et skud på træværket samt et par oplagte chancer, som Jammerbugt FC-keeperen Simon Enevoldsen tog sig af, ligesom en forsvarer i et andet tilfælde reddede på mållinjen. Igen kom Jammerbugt FC dog gradvist mere og mere med i spillet, og forløsningen kom i det 72. minut, da anfører Nickolaj Thomsen med en flot scoring sendte bolden ind bag Næsbys målmand til 3-1. Hermed anså de fleste af de 264 fremmødte tilskuere i det fine påskevejr kampen for afgjort, og der var mere tegn på yderligere scoringer til hjemmeholdet end det modsatte. Men der kom uventet ny spænding ind i kampen, da Næsby blot tre minutter før tid reducerede til 3-2.

Nærmere kom gæsterne dog ikke, og Jammerbugt FC kunne trods et tæt opgør trække sig tilbage med en god og en fortjent sejr i bagagen.

- Mens jeg mener vi er bedst i 1. halvleg, så mener jeg Næsby er bedst i 2. halvleg. Det er i det hele taget en meget lige kamp, og vi er glade for de tre point. Nu er vi alt i alt seks hold som kæmper om den tredjeplads, der stadig er i spil. Den går vi efter, og det håber jeg lykkes, fremhæver Bo Zinck, som understreger, at weekendens sejr kom i hus over et stærkt mandskab, der blot ikke har haft marginalerne på sin side.

- Næsby er et godt hold, og det er bare ikke deres sæson. Får de tur i den, så er de stærke, men hvis ikke det sker, så er de i risiko for at rykke ned. Det fortæller lidt om hvor tæt rækken er i år.

Den tætte række, gør også at der nu venter en række svære kampe for Jammerbugt FC i den nærmeste fremtid. Den første af dem er på lørdag, når det går løs i grænsebyen Tønder, hvor modstanderen er FC Sydvest.

- Der venter os nu nogle farlige kampe. Den næste er FC Sydvest og de tager point fra mange på deres hjemmebane. Dernæst hedder det Skovbakken hjemme og Skanderborg ude. To hold som også kæmper for livet i en tæt række. Det er altid svære hold at møde, forsikrer Zinck inden turen går syd på lørdag.

FC Sydvest - Jammerbugt FC spilles lørdag d. 26. april kl. 14.00.

Jammerbugt FC – Næsby: 3-2 (2-1)

30’ 0-1 Martin Lund, Næsby
38’ 1-1 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
44’ 2-1 Kasper Stiller, Jammerbugt FC
72’ 3-1 Nickolaj Thomsen, Jammerbugt FC
87’ 3-2 Martin Lund, Næsby

Tilskuertal: 264