Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 14. runde:
9 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
9 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
8 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Sejren kom sikkert i hus

DSC_0010.jpg
03-04-2016

Af Thomas Jansen

I forårets fjerde forsøg lykkedes det Jammerbugt FC at sikre sig alle tre point. Det skete hjemme mod B 1908, som dermed til gengæld måtte lide forårets fjerde nederlag.

Det endte med en sikker 3-0 sejr til hjemmeholdet, men i kampens første time stod det fortsat lige inden Jammerbugt FC endelig trak fra. Første halvleg forløb forholdsvis jævnbyrdigt, dog med Jammerbugt FC mest på bolden. Det var en chancefattig start på kampen, hvor meget spil foregik mellem de to holds felter.

Som halvlegen skred frem, trak det dog op til målchancer. Victor Rafael havde en god aktion på højrekanten, men hverken Viktor Ahlmann eller Nickolaj Jonstrup nåede frem til indlægget i tide. I den anden ende var det også lige ved og næsten, da Stankovic i Jammerbugt målet reagerede hurtigt på en lang B 1908 tå. En lignende situation opstod minutter senere i den anden ende. Her var det Viktor Ahlmann der kun lige manglede en halv skostørrelse for at have prikket bolden forbi gæsternes keeper.

Men det forblev 0-0 efter de første 45 minutter, hvor Jammerbugt FC havde domineret, men med B 1908 stadig helt med i kampen.

Efter pausen forsøgte Jammerbugt FC at øge presset og efter en times spil gav de pote. Der skulle et straffespark til for at få hul på bylden. Det satte Viktor Ahlmann i nettet til 1-0 og herfra gled gæsterne mere og mere ud af kampen. Først øgede indskiftede og tilbagevendte Christoffer Hansen til 2-0, mens en velspillende Victor Rafael definitivt lukkede og slukkede kampen med få minutter igen, da han satte sin direkte modstander, for dernæst at lægge bolden flot over i det lange hjørne. 3-0 og 3 point. Nu er foråret for alvor ankommet til Jammerbugten.

- Jeg synes vi kommer godt ud til kampen og får lagt et højt pres, som vi gerne ville. Vi havde selvfølgelig håbet på at få scoret tidligere i kampen. Det gjorde vi ikke og det gav B 1908 lidt mere blod på tanden, som kampen skred frem, forklarede Frode Langagergaard efter sejren, der som sagt kom i hus på tre mål i anden halvleg.

- I pausen talte vi om at vi skulle give den lidt mere og lægge endnu mere pres på. Det synes jeg lykkedes og det førte blandt andet straffesparket vi scorer på. Herefter synes jeg det åbner sig lidt mere for os og vi skaber fint med chancer. Vi har gode indskiftere at sætte ind og Buffi udnyttede sin chance, da han fik den. Så alt i alt er vi meget tilfredse med kampen og resultatet i dag. Det giver os selvfølgelig et løft og nu har forårsstarten været ganske fin for os, understreger cheftræneren som nu kan gå ind til næste opgave med fornyet energi og højt humør.

Foråret har nu kastet fem point af sig ind til videre. De næste tre skal jagtes d. 10. april i Avarta.

Jammerbugt FC – B 1908: 3-0 (0-0)
59’ 1-0 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC (straffespark)
69’ 2-0 Christoffer Hansen, Jammerbugt FC
86’ 3-0 Victor Rafael