Facebook

Sen scoring sikrede tre point i Ringkøbing

59156d658560bc98c6b0c8399b352681[1].jpg
02-09-2012

Af Thomas Jansen

Nickolaj Thomsen blev med en scoring i kampens overtid matchvinder for Blokhus FC i søndagens udekamp mod Ringkøbing IF. En kamp som blev vundet med 2-1.

 

Ringkøbing IF - Blokhus FC: 1-2 (1-0)

30' 1-0 Lennard Lauridsen
57' 1-1 Jan Rasmussen
90' 1-2 Nickolaj Thomsen

Blokhus FC’s holdopstilling:

Simon Enevoldsen – Marc Pedersen, Casper Nordström, Emil Haucke, Jonas Westmark – Jan Rasmussen, Mads Severinsen, Sune Gundersen, Malthe Nygaard, Kasper Knudsen – Nickolaj Thomsen.
Bænk: Kristian Glyø (ind 85. min.), Nick Svendsen (ind 64. min.), Richard Menjivar (ind 45. min.), Gabriel Nunez.
 

 

Der var på forhånd ventet en svær kamp i Ringkøbing, som har vist sig svære at tage point fra på hjemmebane. De to første kampe på Green Arena i Ringkøbing i denne sæson er da også endt med hjemmesejre. Denne fine statistik fik Blokhus FC dog sat en stopper for søndag eftermiddag. Det holdt dog hårdt og Blokhus FC måtte gå til pausen bagud 0-1. Trods pausestillingen havde Blokhus FC spillet nogle ganske fornuftige første 45 minutter.

- Vi styrer det meste i 1. halvleg og kommer også til en del chancer, mens vi holder dem fra det helt store. Der var dog plads til forbedringer og vi må jo også gå til pause nede med 0-1, fortæller Blokhus FC cheftræner Bo Zinck.

De store forbedringer blev det dog ikke til i kampens 2. halvleg – i hvert fald ikke spillemæssigt. Resultatmæssigt var det heldigvis en anden historie, da først Jan Rasmussen og siden Nickolaj Thomsen kunne sørge for at Blokhus FC kunne tage alle tre point med hjem til Nordjylland.

- De første 10 minutter af 2. halvleg var meget skidt. Vi holder dog boldbesiddelsen ok og efter en lille time udligner Jan. Ringkøbing stiller sig langt tilbage og spiller på lange bolde, hvilket i flere tilfælde også lykkedes for dem. Deres angriber voldte os i hvert fald en del problemer, erkender Bo Zinck.

Blokhus FC holdte alligevel nullet resten af kampen og inde i dommerens overtid kom så forløsningen. Marc Pedersen tog en god tur op ad banen og sendte en bold indover i feltet, hvor Nickolaj Thomsen kom foran Ringkøbings målmand og sikrede Blokhus FC en vigtig sejr.

- Det var en god aktion af Marc og Nickolaj til sidst, og det gav os en vigtig sejr. Det er et svært sted at komme og få noget med hjem, og skal vi være helt ærlige, så havde Ringkøbing, som kæmpede bravt, måske fortjent det ene point. Men vi er nu nummer to og det kan vi kun være tilfredse med, slutter Blokhus FC cheftræneren om sejren i Ringkøbing. En kamp der også gav debut til Richard Menjivar, der er kommet til Blokhus FC fra El Salvador. Landsmanden Gabriel Nunez var ligeledes med i truppen til kampen.

Nu kan Blokhus FC se frem til en topkamp mod rækkens nummer fire når Marienlyst kommer på besøg på Jetsmark Stadion lørdag d. 8. september kl. 15.00.