Facebook

Skagbo på toppen af den blå bølge

KasperSoerensen.jpg
11-02-2015

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har brugt forårsforberedelserne til at tilknytte en nye angriber til divisionstruppen i form af 26 årige Kasper Sørensen.

Den nye angriber, der kommer til Jammerbugt FC fra Skagen IK, skal blandt andet tilføre fysik til den blå bølges frontlinje.

- Kasper kom til en træning efter at have kontaktet Frode Langagergaard, og jeg må sige, at det var en virkelig positiv oplevelse. Kasper tilfører med sine fysiske kompetencer en ny dimension til vores spil. Han er brøl stærk og hurtig, men der er også skruet et godt hoved på ham. Kasper arbejder også hårdt, og han er allerede kommet godt i gang, så det kan godt blive rigtig spændende. Vi er glade for Kasper er kommet, fastslår Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om sit nye offensive kort. Selv ser Kasper Sørensen, der tidligere har spillet serie 1, frem til at udfordre sig selv på et højere niveau i Jammerbugt FC.

- Jeg har længe gerne ville prøve kræfter med fodbold på et højere niveau og her er Jammerbugt FC en perfekt mulighed. Efter tre år som tømre i Norge, hvor det ikke er blevet til så meget fodbold som jeg gerne ville, har jeg fået en chance her i Jammerbugt FC, og den kan jeg ikke sige nej til, fortæller Kasper Sørensen som griber sin nye fodboldudfordring an med sund fornuft og arbejdsvillighed.

- I første omgang handler det om at komme godt ind i truppen. Det bliver svært at få en plads i start elleveren lige med det samme, men jeg vil gøre alt til både træning og kamp for at presse mig på.

Den unge fodboldspiller forventer en tilvænningsperiode til det nye niveau og er i øvrigt godt  tilfreds med det han har oplevet indtil videre ved Jammerbugt FC træningerne.

- Det jeg har set den korte tid jeg har trænet med nu, ser virkelig godt ud. En femteplads i tabellen, vidner også om den kvalitet der er her. Top fem skulle gerne fastholdes, men hvem ved, måske kan vi kan rykke en plads eller to op.

Om det bliver tilfældet vil tiden vise. Sikkert er det dog at den nye mand i blåt, Kasper Sørensen, vil gøre sit til at Jammerbugt FC fortsætter den positive udvikling.

Facts om Kasper Sørensen
Navn: Kasper Nicolaj Sørensen
Position: Angriber
Fødselsdato: 20. juni 1988
Vægt: 90 kg
Højde: 192 cm
Job/uddannelse: Tømrer
Tidligere klubber: Skagen IK