Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Skal vi puste ud eller tage en dyb indånding?

MartinPprofil.jpg
03-06-2016

Af Thomas Jansen

Det hele kan være afgjort lørdag sen eftermiddag, og forhåbentlig bliver det sådan. Det betyder nemlig at Jammerbugt FC også spiller i 2. Division til næste sæson.

Jammerbugt FC møder hjemme Dalum IF og går tingene her efter planen på Sparekassen Vendsyssel Arena, mens øvrige resultater falder rigtigt ud, så er Jammerbugt FC i sikkerhed to runder før sæsonens endelige slutfløjt. Dalum har sikret sig en sæson mere i divisionen, men alligevel venter der en ny svær opgave lørdag.

- Forhåbentligt er det lørdag, at vi sikrer os endnu en sæson i 2. division. Vi møder et fysisk og løbestærkt hold i form af Dalum, så vi kommer til at arbejde for at få det til at lykkes. Men vi har så sandelig også en revanche til gode i forhold til kampen hos Dalum, hvor vi måtte rejse hjem med et 1-4 nederlag, fortæller Martin Pedersen forud for det måske afgørende opgør.

Men selvom der er respekt for modstanderen, som der altid er, så handler det mere om at lægge fokus på eget mandskab.

- Som jeg har sagt igen og igen. Jeg har fuld fokus på mine spillere og deres kompetencer. Det er det, der er det vigtigste for os lige nu. Det handler ikke om, hvad der er sket tidligere eller hvor gode vores modstandere er. Det handler om os selv og det vi kan og skal, forklarer cheftræneren på sin vanlige målrettede facon.

Det blåblusede mandskab er hårdt ramt før det spændende opgør, men det tager Martin Pedersen roligt og vælger at finde de positive briller frem.

- Vi er ufatteligt hårdt ramt af skader og karantæner til lørdagens kamp, men det vil jeg aldrig bruge som undskyldning. Jeg synes vi har en utrolig stærk og bred trup samt et meget talentfuld U19 hold, og jeg glæder mig vildt meget til at se vores unge spillere i aktion på højt niveau, lyder det og der er ingen tvivl om, at den unge træner mener det.

- Jeg har stor tiltro til deres evner, og blandet med vores gejst, spilleglæde og organisation, så tror jeg, at vi får en meget lige og seværdig kamp. Drengene og jeg selv er topmotiverede og forhåbentlig trækker vi igen det længste strå mod en stærk modstander, slutter Martin P inden det, der kan blive afgørelsens time.

Tiden må vise om det bliver tid til at puste lettet ud eller om det kræver en dyb indånding inden sæsonens to sidste kampe skal afgøre fremtiden.

Jammerbugt FC mod Dalum IF spilles lørdag d. 4. juni kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.