Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 14. runde:
9 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
9 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
8 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Snævert nederlag i Thisted

013-6.jpg
Koncentrationen var høj, da de til lejligheden orangeklædte Jammerbugt FC spillere løb på banen til et intens og tæt lokalopgør.
13-09-2014

Af Thomas Jansen

Det blev, ganske som ventet, en både tæt og intens kamp på Lerpytter, som lørdag dannede ramme for lokalopgøret mellem Thisted FC og Jammerbugt FC.

Trods gode perioder til begge mandskaber var det i sidste ende værterne fra Thisted som trak det længste strå. Det blev nemlig desværre til en snæver 1-0 sejr til hjemmeholdet, og Jammerbugt FC måtte således, trods mange positive elementer i løbet af de 90 minutter, rejse tomhændet hjem.

Thisted FC fik det mest faste greb om kampen i de første tredive minutter, og netop som stadionuret rundede den halve time fik Thisted FC udbytte af spilovertaget. Jammerbugt FC forsvaret fik ikke clearet en lang tværbold, som i stedet endte hos værternes Glenn Rask, der fri på mål kunne sende Thisted FC i front 1-0. En fortjent scoring baseret på kampens første halve time, hvor Thisted FC ikke mindst på omstillingerne havde vist sig særdeles farlige.

Efter scoringen kom Jammerbugt FC dog mere med og spillede sig frem mod pausen bedre og bedre ind i kampen, og da de første 45 minutter var rundet, var det Jammerbugt FC som havde sat sig på spil og chancer. Sådan fortsatte det også i det meste af 2. halvleg, hvor Jammerbugt FC fik presset lokalrivalerne tilbage på banen, men trods flere målchancer, lykkedes det ikke at score det udlignende mål, og dermed blev det ved de 1-0. Bedømt over alle 90 minutter kunne ingen have været utilfredse med et uafgjort resultat, men det var altså Thisted FC, som denne gang tog de tre point. 

- Det var en tæt kamp, hvor de desværre trak det længste strå denne gang. Der var masser af intensitet, power og dueller, og alt i alt var det en jævnbyrdig lokalkamp, evaluerede Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck umiddelbart efter opgøret, hvor Thisted på dagen viste sig en anelse skarpere foran mål.

- Thisted var bedst den første halve time, hvor de også scorer på en fejl af os. Men vi får fat i det sidste kvarter af 1. halvleg og spiller en god 2. halvleg, hvor vi får skabt de chancer der skal til, men deres keeper gjorde det godt. Vi fik ikke scoret på vores chancer, mens vi havde overtaget i spillet, og det gjorde Thisted derimod. Derfor endte det som det gjorde, forklarer Zinck, som trods nederlaget tager flere gode aspekter med fra kampen, der også bød på elementer som skal forbedres.

- Mange ting gik godt og vi kan tage meget med videre, bare ikke point desværre. En ting ligger dog fast, og det er at vi skal starte bedre. Det var ganske enkelt ikke godt nok. Men meget var godt og det var meget bedre end mod Varde.

Efter 6. runde må Jammerbugt FC afgive 1. pladsen til Marienlyst, mens blandt andre også weekendens modstandere, Thisted FC, stryger forbi i en ekstrem tæt 2. division vest. Nu handler det om at komme videre og det er der heldigvis mulighed for at gøre hurtigt, der er nemlig kamp allerede igen tirsdag i pokalturneringen.

- Vi er skuffede og vi skal videre hurtigst muligt. Vi tager til pokalkamp tirsdag for at vinde, men lørdag er altså bare den vigtigste kamp, må vi være ærlige og sige, slutter Zinck, som dermed hurtigt retter blikket fremad.

Jammerbugt FC spiller tirsdag d. 16. september kl. 16.30 ude mod Marstal/Rise i pokalturneringen, mens det lørdag d. 20. september igen gælder divisionen, hvor Kjellerup IF kommer på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena kl. 15.00.

Thisted FC - Jammerbugt FC: 1-0 (1-0)
30' 1-0 Glenn Rask, Thisted FC