Facebook

Svær søndag på Sjælland

SIF-JFC_Zinck_foelger_kamp.jpg
26-09-2014

Af Thomas Jansen

Der bliver ikke meget søndagsudflugt over Jammerbugt FC’s udebanetur til Næstved denne weekend. Der venter derimod de blåblusede hårdt arbejde…



Efter en hård velkomst i Vest-kredsen, hvor det blev til nederlag i de første to kampe, har Næstved Boldklub nu fået bedre fat. Det er indtil videre blevet til 10 point og ikke mindst på hjemmebane virker sjællænderne stærke. De seneste to hjemmekampe er begge vundet, og det med en samlet målscore på 10-0.

Næstved mandskabet har da også ambitioner om at skulle præge toppen i divisionen denne sæson, og det må forventes at holdet vil komme ud og forsøge at tage styringen over kampen søndag.



- Næstved bliver et nyt bekendtskab og en stor opgave. Det er et godt hold, som er teknisk stærke og dygtige offensivt. De er især stærke på hjemmebane og jeg forventer de spiller frisk til, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck forud for mødet på Sjælland, hvor Jammerbugt FC må betragtes som underdog.



- De er ambitiøse og har væsentlige midler, som vi ikke har. Derfor må det også forventes at de kommer med i rækkens absolutte top. Det er første gang i lang tid, hvor vi ikke går ind til en kamp som favoritter i større eller mindre omfang. Rollen som underdog ligger hos os denne gang, og det kommer til at kræve hårdt arbejde, fuld koncentration og i det hele taget en top præstation på alle leder og kanter, hvis vi skal have noget med hjem til Jylland igen, forklarer Zinck.



Jammerbugt FC startede sæsonen flot, men har de seneste kampe mødt lidt modgang. Der har været masser af boldbesiddelse, men ikke nok mål og deraf ikke det ønskede antal point i perioden. Men trods de hårde odds i weekenden ser cheftræneren frem til mødet med Næstved, og selv om
opgaven er svær, går de blåblusede ind til den med stor gejst og tro på tingene.



- Jeg glæder mig. Det giver altid lidt ekstra når der er mange tilskuere på stadion, og det skulle der være i Næstved. I det hele taget er vi klar og tændte til kampen. Vi skal revanchere os oven på de sidste par kampes resultater, fremhæver Bo Zinck, som sender sine tropper i kamp på Næstved stadion søndag d. 28. september kl. 14.00.



Kampen livestreames på kanalsport
Har du ikke planlagt søndagstur til Sjælland, kan du denne gang alligevel følge slagets gang når den blå bølge ruller ind over Næstved. Kanal Sport livestreamer nemlig kampen via sit website, og du skal blot klikke på nedenstående link for at følge med søndag.

kanalsport.dk/livestream