Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

SønderjyskE blev endestationen i pokalturneringen

Sydbank_Park.jpg
Opvarmning på Sydbank Park inden pokalopgør.
29-11-2017

Af Thomas Jansen

Det blev desværre aldrig rigtigt spændende på Sydbank Park i Haderslev, hvor Jammerbugt FC tirsdag aften for øjnene af godt 1.500 tilskuere tog kampen op mod det formstærke Superliga mandskab SønderjyskE.

Selvom Jammerbugt mandskabet egentlig kom fint fra start i denne udsatte pokalkamp, og langt hen ad vejen viste rigtig god figur, så var SønderjyskE, der stillede i tæt på stærkeste opstilling, bare bedre – ikke mindst på det helt centrale parameter, effektivitet.

Et hårdt arbejdende Jammerbugt FC gav dog ikke meget væk. Til gengæld tog SønderjyskE på sikker vis hånd om alt, hvad der faldt deres vej. Faktisk lagde Jammerbugt FC ud med at skabe de første og største chancer, men det sidste touch og skarpheden i afslutningerne kunne ikke måle sig med Superliga mandskabets. Det betød, at den på forhånd lille chance for pokaloverraskelsen allerede var væk midtvejs i første halvleg. Her havde SønderjyskE først bragt sig i front 1-0 på et fladt hug uden for feltet og siden gjort det til 2-0 efter et hjørnespark, der blev headet retur på tværs af feltet og derfra i mål. Da den halve time var rundet stod det også 3-0. Et par hurtige fødder i feltet, fikserede Jammerbugt forsvaret, og da afslutningen blev sendt mod mål, kunne keeper Thomas Nielsen kun lige få fingerspidserne i vejen, hvilket ikke var nok til at stoppe bolden fra at ramme netmaskerne. Tre chancer og tre scoringer.

Selvom spændingen herfra ikke dominerede pokalopgøret, så gik luften på ingen måde af Jammerbugt FC spillerne. De fortsatte ufortrødent og spillede sig flot tilbage i kampen. Ganske vist ikke resultatmæssigt, men indsatsen var det nu alligevel svært at være alt for utilfreds med.

Efter pausen fik Jammerbugt FC skabt flere gode chancer, samtidig med det omstillingsstærke SønderjyskE blev holdt fra de store muligheder. Med små ti minutter igen gav den gode indsats pote, da Lasse Steffensen fik lov at reducere til 3-1. Et fint øjeblik for de blåblusede fra Jammerbugten, der dog ikke kom tættere på pokaloverraskelsen. I stedet rundede SønderjyskE kampen af med at score til 4-1 i kampens døende minutter.

Således blev SønderjyskE endestationen i dette års pokalturnering, som Jammerbugt FC kan forlade med oprejst pande efter en god præstation mod et godt hold. Stoltheden er intakt og præstationen positiv – Jammerbugt FC tjekker ud med hovedet højt.

- Altså vi kan jo ikke sige andet end at det selvfølgelig er fortjent, at de vinder. De første 20-25 minutter kommer de med stor power og straffer vores fejl hårdt. Langt mere effektivt end det vi møder på divisionsniveau. Men når det er sagt, så synes jeg også, at vi gør det ganske godt. Efter deres første pres kommer vi mere med og vi har mange gode perioder i kampen. Især i anden halvleg synes jeg, vi gør det godt. I det hele taget synes jeg, at vi får vist os godt frem, lød det efterfølgende fra Bo Zinck. Cheftræneren var naturligvis ærgerlig over nederlaget, men samtidig tilfreds med sine spillere.

- Den helt store forskel ligger i skarpheden og den effektivitet, de viser. Det gør de altså flot og vi må bare anerkende, at de på disse parametre er dygtigere end os. De stiller også i nærmest stærkeste opstilling, og det er positivt, og lige i pokalturneringens ånd, fremhæver Zinck, som nu kan sende sine spillere på en velfortjent juleferie efter et sidste træningspas torsdag aften.

- Trods nederlaget, synes jeg alt i alt, at det her var en kamp, som vi har stor ære af. Vi gav den alt, hvad vi havde og har lært af at blive udfordret på dette niveau. Det kan vi tage med ind i foråret, og kampen sætter på den måde et fint punktum for et fantastisk efterår for os.

SønderjyskE – Jammerbugt FC: 4-1 (3-0)
13’ 1-0 Victor Ekani, SønderjyskE
24’ 2-0 Kees Luijckx, SønderjyskE
37’ 3-0 Philip Zinckeernagel, SøderjyskE
83’ 3-1 Lasse Steffensen, Jammerbugt FC
90’ 4-1 Stefan Gartenmann, SøderjyskE