Facebook

Søren P. forlænger med Jammerbugt FC

SoerenP-web2.jpg
09-10-2018

Af Thomas Jansen

Det er ikke mange mål Jammerbugt FC’s defensiv har lukket ind denne sæson. En del af denne stabilitet kan tilskrives Søren V. Pedersen, som har været en fast del af den blåblusede forsvarskæde.

Derfor bringer det også glæde i Jammerbugt FC lejren, hvor fokus de seneste sæsoner bl.a. har været kontinuitet, at Søren V. Pedersen har forlænget sin aftale med klubben.

- Søren har virkelig udviklet sig meget og han er en leder både på og udenfor banen. Han er en etableret og meget dygtig forsvarsspiller, som binder vores organisation sammen. Søren er en grundsten på vores hold og den måde vi gerne vil spille på, og vi kan se på vores spil, når Søren ikke er med. Søren går forrest og har rigtig mange kvaliteter, og spørger du mig, så mener jeg også, at han har evnerne til et højere niveau. Så der er ingen tvivl om, at det er en vigtig forlængelse for os. Søren er tilmed en god fyr og jeg er meget glad for, at vi skal fortsætte samarbejdet i det nye år også, forklarer en glad cheftræner, Bo Zinck.

Søren V. Pedersen er som nævnt fast mand i det blåblusede forsvar, og her nyder han fodboldtilværelsen, hvor holdets resultater, personlig udvikling og socialt sammenhold er gået op i en højere enhed for Fjerritslev drengen.

- Jeg er rigtig glad for at have forlænget med Jammerbugt FC. Lige siden jeg kom til klubben, har alle budt mig velkommen, og det er en dejlig klub at være i, med en masse engagerede mennesker, som gør rigtig meget for klubben både på og udenfor banen. Jeg har det rigtig godt på holdet, og jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg ikke skulle forlænge samarbejdet med Jammerbugt FC, da jeg fik tilbuddet om en forlængelse, fortæller Søren V. Pedersen, der sidste sæson tilmed blev kåret til årets spiller i klubben.

I det hele taget er Sørens udvikling, siden han trak den blå trøje overhovedet for første gang tilbage i januar 2017, kun gået en vej, og det i den positive retning. Den retning har den 24-årige forsvarsspiller tænkt sig at følge i fremtiden også.

- Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget i det halvandet år, jeg har været i klubben. Det var en meget ung trup, da jeg kom, så jeg har lært at tage mere ansvar, og så har både jeg og hele klubben været i en meget positiv udvikling over det seneste halvandet års tid. Den udvikling skal fortsætte. Jeg har fået mere erfaring i og med at jeg har spillet fast lige siden jeg kom. Det er jeg rigtig glad for, og det er også en af grundene til, at jeg forlængede, understreger den pålidelige, stabile og rolige Søren V. Pedersen. Tre kvaliteter der i øvrigt gælder både på og udenfor banen.

Næste gang Søren V. Pedersen skal i kamp for Jammerbugt FC er den kommende weekend, hvor rækkens nummer fire, Ringkøbing IF, gæster Jammerbugten.