Facebook

Søren P. forudser tæt opgør mod Aarhus Fremad

SoerenP-web.jpg
10-08-2018

Af Thomas Jansen

Der er en rigtig divisionsklassiker, der venter i sæsonens første hjemmekamp. Her kommer Aarhus Fremad på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Der har været mange indbyrdes opgør gennem årene i divisionen og er der en ting, der er fælles for stort set alle, så er det, at det er nogle tætte og intense kampe, og netop det er der også grund til at forvente lørdag eftermiddag i 2. runde af sæsonens 2. division.

Mens Jammerbugt FC hev et point med hjem fra Brabrand i sæsonpremieren, så snublede Aarhus Fremad på hjemmebane til Dalum IF, hvor det endte med et 1-2 nederlag. Aarhusianerne rejste sig dog igen i midtugen, hvor de, ligesom Jammerbugt FC, havde fået en svær lodtrækning i pokalen. Efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence spillede Aarhus Fremad sig videre til næste runde, hvor også Jammerbugt FC er at finde.

Nu hedder det 2. division igen, og der er tre point, som skal hentes hjem i en hård dyst.

- Kampene mod Aarhus Fremad er altid tætte, og det handler om at være det skarpeste mandskab på dagen, men er vi det, så er jeg også sikker på, at der ligger tre point og venter. Vi skal ud og have gang i vores spil, og så glæder vi os til at spille en betydende kamp foran vores hjemmepublikum, på en god bane, hvor der kan spilles noget pænere fodbold på end vi kunne i premieren, lyder det fra Jammerbugt FC’s Søren V. Pedersen, der fra sin position i midterforsvaret har spillet sig til en status som en af holdets bærende kræfter. Det gav den unge forsvarer titlen som årets spiller i sidste sæson, men Søren har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. Han vil arbejde for udviklingen fortsætter, og senest er han også blevet betroet en plads på midtbanen af cheftræner, Bo Zinck.

- Jeg skal prøve at bygge videre på min seneste sæson, og jeg skal prøve at tage endnu mere ansvar. Nu spillede jeg lidt over en halvleg på den centrale midt i pokalkampen mod VSK Århus, og jeg synes det gik okay. Der er stadig nogle ting, man skal vænne sig til i forhold til at spille midterforsvar, men det er heller ikke en uvant plads, da jeg tidligere har spiller der i mine ungdomsår og tidlige senior år, forklarer Søren V. Pedersen der med sin rolige facon tackler det hele med begge ben solidt plantet på jorden i Jammerbugten.

- Mine ambitioner er, at vi skal være en del af oprykningsspillet igen og være en del af selve oprykingskampen ligesom sidste år, og så må vi se, hvor langt det kan række, fortæller Søren, der hellere taler om holdet end sig selv. Fokus er på opgaven mod Aarhus Fremad lørdag.

- Jeg synes, at vores styrker ligger i, at der ikke bliver skabt ret mange chancer imod os. Vi fortsætter lidt, som vi gjorde i sidste sæson, hvor vi er svære at få åbnet op. Vi håber, vi kan begynde, at skabe lidt mere end vi gjorde i Brabrand kampen, selvom banen selvfølgelig heller ikke indbød til det mest prangende offensive fodbold, men derimod mere duelspil og dødbolde. Alt i alt har vi fået en okay start med point på udebane mod nedrykkerne fra 1. division, selvom det er mega ærgerligt, at de udligner til sidst, slutter forsvarsspilleren, fast besluttet på, at det mod Aarhus Fremad skal være alle tre point, der hentes hjem.

Jammerbugt FC og Aarhus Fremad mødes i sæsonens 2. runde lørdag d. 11. august kl. 14.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor dagens kampsponsor, Meny Saltum, har sørget for gratis entre til alle – vi ses på stadion!