Facebook

Soffy Road serverer lokalbrag lørdag

Ruben_Webnyt.jpg
19-10-2018

Af Thomas Jansen

Klemt ind mellem tre topopgør mod henholdsvis Kolding IF, Ringkøbing IF og efterfølgende Skive IK, spiller Jammerbugt FC lokalopgør mod Vejgaard B.

Det er et både krævende og interessant kampprogram Jammerbugt FC befinder sig midt i lige nu. Efter sæsonens første dukkert i Kolding IF, rejste de blåblusede sig fornemt hjemme mod Ringkøbing IF, inden der nu venter et lokalbrag på Soffy Road, efterfulgt af endnu et topopgør, på udebane mod Skive IK.

Men selvom det slider på kræfterne, så nyder Jammerbugt FC spillerne det i fulde drag, og troen på sejr og på hinanden er intakt kamp efter kamp. Derfor kom Jammerbugt FC også hurtigt tilbage på vindersporet efter bumpet i Kolding.

- Vi kommer rigtig godt ud til kampen mod Ringkøbing IF, og får sat os på spillet. Vi kommer også fortjent foran 2-0 i 1. halvleg, og skal vel også lukke kampen set ud fra de chancer, vi skaber. I 2 halvleg fortsætter vi de gode takter, men får desværre ikke lukket kampen. I stedet scorer de til 2-1 og så bliver det lidt nervøst til sidst, men vi får afvist deres forsøg på en udligning i slutminutterne og vinder fortjent, genkalder Jammerbugt FC’s Ruben Winther, da han ser tilbage på seneste rundes sejr over rækkens 4’er, Ringkøbing IF.

Venstrebacken, der også begår sig i midterforsvaret, forventer samme koncentrerede og arbejdsomme indsats den kommende weekend, hvor det som nævnt gælder Vejgaard B., der indtager en ottendeplads inden lørdagens møde. Skiftet fra topkamp til lokalopgør betyder samtidig, at der sættes andre parametre i spil, og det skal holdet være opmærksom på, understreger Ruben.

- Det er selvfølgelig lidt anderledes i en sådan kamp. De fleste fra begge hold bor i Aalborg og folk kender hinanden på kryds og tværs. Så på den måde er det en kamp, man ikke vil tabe, smiler Ruben Winther, der dog sjældent lader sig rokke af de ydre omstændigheder i kampene.

Vejgaard B er oprykkere og kæmper for at sikre sig endnu en sæson i de danske divisioner. Det viste de også i seneste møde, på Sparekassen Vendsyssel Arena tidligere på sæsonen, hvor aalborgenserne hev det ene point hjem til allersidst, trods det at de havde været presset i bund det meste af kampen.

Senest vandt Vejgaard B. en flot 3-1 sejr på udebane mod Odder, og lørdag står de igen klar til at kæmpe med alt, og lidt til.

- Vejgaard er et hold, der står rigtig godt på banen, og måske ikke har så meget i mod ikke at have bolden så meget, så de kan komme afsted i nogle kontraer. Derudover er det også et hold, der altid kommer 100 pct. i duellerne. Så vi skal være klar fra start, hvis vi skal have de tre point med hjem, fremhæver Ruben Winther inden snuden vendes mod Soffy Road i Vejgaard.

Der er to tabte point fra sidste indbyrdes møde, som fortsat spøger i baghovedet på spillerne, der mildt sagt var skuffede over at måtte nøjes med 1-1 efter en kamp med masser af chancer, og så en sen udligning fra de hvidklædte.

Så der er med andre ord lagt i kakkelovnen til et brag af en dyst, hvor begge mandskaber næppe giver mange millimeter væk i nærkampene. Der er kick off på Soffy Road mellem Vejgaard B. og Jammerbugt FC lørdag d. 20. oktober kl. 13.00.