Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Start weekenden med divisionsbold

6082ac33fe8ecb5030089b5786a8bfe1.jpg
Nickolaj Thomsen sikrede med en sen scoring i det modsatte opgør uafgjort 2-2.
23-05-2013

Af Thomas Jansen

Fredag aften tages der hul på weekenden med besøg fra Skanderborg, som gæster vores hjemmebane kl. 19.00.

FC Skanderborg kommer til Jammerbugten placereret på en niendeplads med 32 point. Skanderborg tog hul på foråret med to nederlag efterfulgt af tre sejre på stribe. Derefter ventede på to nederlag igen, mens en kamp er udsat. Lad os ikke håbe mønstret fortsætter, for så ligner det en sejr til gæsterne.

Det bliver op til cheftræner Bo Zinck’s tropper at sørge for det ikke sker, og med den nuværende form er troen på sejr til de blåblusede fra Jammerbugten stor. Der er nemlig blevet samlet godt med point i et travlt forårsprogram. Pointhøsten rækker til en foreløbig og flot tredjeplads i tabellen, og denne uge har derfor budt på lidt velfortjent restitution oven på det hårde program.

- Vi har været igennem et ekstremt hårdt program, og har nu fået en tiltrængt lille pause uden midtugekamp, forklarer Bo Zinck, som er tilfreds med samlede udbytte af den hårde periode.

- Vi har spillet os til en hel del point og spillerne skal have ros for deres præstationer. Nu er det vigtigt at vi formår at bygge videre på det gode spil fremadrettet. Det starter mod Skanderborg fredag, hvor vi skal forsøge at hente vores tredje sejr i træk.

En anden ting de unge Jammerbugt FC drenge skal, er at forsvare den tredjeplads som holdet har spillet sig op på i dette forår.

- Vi går ud med det formål at forsvare tredjepladsen. Den skal være vores, understreger cheftræneren, som tror på missionen trods respekt for modstanderen.

- Bygger vi videre på det gode spil vi har vist i de seneste to kampe på udebane, så har jeg en stor tro på vi kan vinde, men vi møder i Skanderborg et oprykkerhold, som har gjort det rigtig godt, og som har nogle gode spillere med stor fysik.

En af Skanderborg spillerne er der ekstra kendskab til, idet vores tidligere ”Air Force One” fra defensiven, Andreas Damgaard, er at finde på modstanderens hold, og ham ser Bo Zinck frem til at byde velkommen.

- Spiller Andreas fredag, skal han have en ekstra stor velkomst. Det er altid dejligt at se en af de gode gamle drenge tilbage på stadion, forsikrer Bo Zinck inden de sidste forberedelser skal laves.

Vi opfordrer til at tage hul på weekenden med et besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena fredag aften d. 24. maj kl. 19.00 når Jammerbugt FC og Skanderborg krydser klinger.

Inden da kan der varmes op med scoringerne fra sidste rundes 5-1 sejr ude over Otterup. Målene kan ses i et indslag på TV2 Fyn ved at klikke her.