Facebook

Stef glad for forårsfremgang

LasseStef-profil.jpg
19-05-2017

Af Thomas Jansen

Det har været nogle gode runder på det seneste, ikke bare for holdet i sin helhed, men også for den unge forsvarsspiller, Lasse Steffensen, i særdeleshed.

Ikke mindst seneste kamp var et af forårets højdepunkter for den unge Jammerbugt FC spiller, der ikke bare kunne glæde sig over tre point og en flot præstation. Lasse kunne også glæde sig over at stå for føringsmålet, der åbnede kampen og sendte Jammerbugt FC i retningen af sejr. Det var endda en klassekasse flugtet ind med fuld power efter et hjørnespark. Jo, Lasse Steffensen er så at sige stemplet ind i 2. division i dette forår.

- Jeg synes, at holdet hele tiden bliver ved med at udvikle sig i den rigtige retning. Vi er stadig et ungt hold med masser af potentiale. Derudover synes jeg, at ankomsten af Lars og trænerteamet har hjulpet holdet mod nye højder, fremhæver Lasse Steffensen, der glæder sig over at være en del af udviklingen og ikke mindst selv opleve fremgangen på egen krop.

- Mit eget spil har ligesom holdet gennemgået en positiv udvikling. Jeg har fået bygget noget mere fysik ind i mit spil og så har jeg fået mere ro på bolden. Derudover er jeg meget glad for at have fået chancen på holdet, fortæller Stef, som bestemt ikke har tænkt sig at tage foden af speederen den resterende del af foråret. Heller ikke når det lørdag gælder Næsby på udebane.

- Jeg forventer en hård og intens fight mod Næsby. De har en masse individuelle færdigheder, som vi skal have lukket ned. Det bliver endnu en kamp, hvor vi skal stå stærkt defensivt og kæmpe for hinanden, understreger den høje centerforsvarer, der endnu engang sigter efter de tre point – og netmaskerne med, hvis muligheden byder sig.

Jammerbugt FC gæster Næsby lørdag d. 20. maj kl. 15.00 på Fyn.