Facebook

Svær forårspremiere venter på Sjælland

LarsJustesen.jpg
17-03-2017

Af Thomas Jansen

Lørdag går det endelig løs igen. Et formentlig nervepirrende forår venter forude, og første runde byder på besøg hos HIK.

HIK har overvintret på en fjerdeplads i nedrykningspillet og har taget ni point med sig fra foråret. Det er fire mere end Jammerbugt FC, der må starte under stregen med fem point. Det kan derfor blive et barskt forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende, og en god start i premieren, kunne således lune gevaldigt under de blå trøjer.

Meget har ændret sig i vinterpausen, hvor Jammerbugt FC har om rokeret og oprustet med det mål at løbe ind til dette afgørende forår i stærkest mulig udgave. Ikke mindst er der et nyt trænerteam på sidelinjen, og cheftræner Lars Justesen ser frem til at komme i gang med at spille om point.

- Vi glæder os meget til at komme i gang. Det er et spændende forår, hvor der formentlig bliver tæt kamp om pladserne, lægger Lars Justesen ud, da fokus rettes mod den forestående forårssæson, hvor premieren altså venter lige om hjørnet.

- Det så fint ud mod Thisted FC i den sidste træningskamp, men det er altså en på mange måder anderledes kamp, der venter hos mod HIK, fremhæver Justesen med tanke ikke kun på at der nu er point på spil, men også det faktum, at der venter en kunstgræsbane og et hold, der holder sig til teknisk og pasningsbaseret fodbold.

- HIK har i vintepausen fået tilgang af nye spillere, hvoriblandt flere har erfaring fra 1. division, så der er ingen tvivl om, at vi skal op i mod et stærkt hold, som på sin kunstgræsbane rigtig gerne vil spille fodbold. Derfor skal vi også være kompakte og forsøge at køre nogle omstillinger, hvor vi kan få sat vores hurtige folk i offensiven i scene. Kan vi lykkes med det, mener jeg vi har gode muligheder for at skabe et godt resultat, forklarer cheftræneren om forårets første modstander.
Fokus ligger dog ikke kun på, hvad der venter de blåblusede på den anden side at kridtstregen. I hele forberedelsesperioden har fokus ligget i egen lejr og det vil det til dels fortsat gøre.

- Vi skal også have fokus på os selv og på egne evner, og jeg synes det ser fornuftigt ud. Det handler derfor om, at vi, når alvoren sætter ind, formår at bringe alt det i spil, som vi har forberedt gennem en lang og god opstart. Det er det, vi skal vise, når det gælder. Det tror jeg på vi kan. Vi føler os klar til mødet med HIK og vi ser frem til at skyde foråret i gang, runder Lars Justesen af med håb og tro på at hente point med hjem til det nordjyske.

HIK inviterer ind til forårspremiere på Gentofte Stadion lørdag d. 18. marts kl. 15.00.