Facebook

Talenter præsterede flot i træningsturnering

Steen_B_Andersen.jpg
Talentkoordinator, Steen B. Andersen.
17-03-2013

Denne weekend var divisionsdrengene igen i kamp, men sidste weekend var det de unge talenter som med succes satte dagsordnen.

Blokhus FC U19 afholdte sin årlige træningsturnering Blokhus FC Cup, mens også U17 spillede træningskampe både lørdag og søndag.

U19’s træningsturnering havde udover Blokhus FC deltagelse af Thisted FC’s U19 divisionshold samt af Hjørring IF’s Mesterrække 1 hold. Dermed var lagt op til tre spændende opgør.

- Vi havde fornøjelse af at lægge ud mod Thisted FC fredag aften. En kamp som vores spillere havde set frem til, og en kamp som vi lidt overraskende men fortjent vandt med 2-0, beretter Blokhus FC Talentkoordinator Steen B. Andersen, som betegnede sejren som en virkelig god og disciplineret indsats. Blokhus FC’s målscorer i sejren over Thisted var Simon Jensen og Emil Hansen.

Endnu en kamp ventede U19 drengene lørdag, denne gang skulle der krydses klinger med Hjørring, og her startede drengene hvor de slap fredag. Dog slap kræfterne også op til sidst efter en intens og tætpakket weekend.

- Vi havde til kampen valgt at lade vores syv Jyllandsserie spillere deltage, suppleret med syv U19 spilleres, der ikke havde været i kamp fredag eller havde spillet mindre end de øvrige. De lagde rigtig godt ud med en god første halvleg, som vi vinder 1-0 på et mål af Steffen Rye. Efter pausen slap kræfterne dog lidt op og Hjørring scorede tre gange, efter mindre godt forsvarsspil fra vores side, fortæller Steen B. Andersen om kampen, som Hjørring altså vandt med 3-1.

Thisted FC sejrede i den sidste kamp med 2-1 over Hjørring IF, og rundede således det sportslige af. Weekenden bød dog på mere end dette.

- Vi var alle indlogeret på Jetsmark Central Skole, hvor der råhygget med quizzer og anden social samvær, mens vejen også blev lagt forbi svømmehallen i løbet af weekenden, forklarer talentkoordinatoren, som havde samlet både U17 og U19 i denne weekend, og U17 træner Martin Jensen delte tilfredsheden ved weekendens forløb.

- Alle hyggede sig med hinanden og snakkede ikke mindst en masse fodbold, mens forældre gruppen sørgede for at servere mad for foldende, fortsætter Martin Jensen, som sendte Blokhus FC U17 i kamp mod både Løgstør U1/ og Hjørring IF U17, begge fra Mesterrække 2.

U17 træner, Martin Jensen.

- Vi var lidt spændte inden kampen mod Løgstør, da vi vidste, at de har flere dygtige spillere, og inden kampen havde vi aftalt at starte lidt afventende de første ti minutter. Det ændrede vi dog hurtigt, og lagde i stedet et højt pres  på dem, da vi var et bedre hold både teknisk og med bolden, forklarede U17 træneren, som vurderede sit hold til at været et niveau over sin modstander hele kampen igennem. Kampen blev da også vundet med 4-2 af Blokhus FC med Jonas Bjørn, Mikkel Nielsen (2) og Mads Larsen som målskytterne.

- Vi spillede i højt gear, vores pasningsspil var hurtigt og der var pænt afstand mellem vores kæder. Det gav den hurtighed vi ønskede i vores spil, og vi kunne have vundet med både 5-2 og 6-2 med en smule mere held, lyder vurderingen fra Martin Jensen, som trods en virkelig god præstation ikke fik målene i den anden kamp mod Hjørring. En kamp som endte uafgjort 0-0.

- Det var den sværeste kamp vi har haft mens jeg har været her, og vi kommer under stort pres fra kampens start mod et Hjørring hold i meget højt tempo. Men drengene gjorde det virkeligt flot og det var høj kvalitet. Ikke mindst af vores forsvar og målmand, som trods det at være under pres hele kampen, holdte målet rent.

U17’s præstationer blev ikke mindre gode af  modstanderne var fra Mesterrække 2, Hjørring oveni købet nedrykkere fra Mesterrække 1, mens Blokhus FC pt. spiller i A-rækken.

Alt i alt en god weekend for Blokhus FC’s unge talenter, og talentkoordinator samt ungdomstrænerne omkring de to hold var da heller ikke i tvivl om at weekenden havde været en succes, som skal gentages.

- Blokhus FC Cup er kommet for at blive, og vi planlægger at gennemføre den igen næste år, hvor vi satser på tre hold i både U17 og U19 rækken, fortæller Steen B. Andersen, inden han sammen med de øvrige trænere sender en tak de personer uden for banen, som var med til weekenden blev en succes.

- Både spillere og trænere vil gerne sige tusinde tak til Ann og Bettina for en stor indsats omkring forplejningen, der igen i år var perfekt. Også tak til de U17 og U19 forældre som bidrog til servering, oprydning, rengøring og ikke mindst nattevagt på skolen.