Facebook

Test mod Thisted tirsdag

168478aece1d9c44fbeff93c6b811fea.jpg
Cheftræner Zinck må grundet skader rokere lidt rundt på pladserne til tirsdagens kamp mod Thisted FC.
10-03-2014

Af Thomas Jansen

Formkurven er opadgående for Jammerbugt FC, som i de seneste to kampe har vundet med samlet 8-1. Det skal der bygges videre på tirsdag.

Her gælder det nemlig divisionskollegaerne fra Thisted FC, og det bliver en flok solbrune thistedboere som Jammerbugt FC aflægger et besøg tirsdag aften. Thisted FC er nemlig netop hjemvendt fra en uges træningslejr i Tyrkiet. Det er dog formentlig ikke kun kuløren der er blevet arbejdet på under de varmere himmelstrøg. Formen har uden tvivl også haft gavn af en uges intensiv fokus på fodbolden.

- De er lige vendt hjem fra træningslejr, hvor de har haft mulighed for at arbejde i dybden med tingene, og har formentlig en række ting de nu skal have prøvet af mod os, forudser Jammerbugt FC’s cheftræner Bo Zinck, som efter alt at dømme også selv kommer til at eksperimentere lidt i denne kamp.

- Vi er desværre lidt ramt af skavanker i øjeblikket, og det giver nogle udfordringer til kampen mod Thisted. Vi er midt i et hårdt træningsprogram, og det er svært at undgå, at der undervejs opstår lidt småskader, men lige nu har vi altså en udfordring med antallet af kampdygtige spillere.

Selvom der er maksimum belastning på spillertruppens bredde i disse dage, så ser Bo Zinck alligevel frem til en omgang hård sparring mod Thisted FC.

- Vi skal spille på græs og vi skal spille mod et godt divisionshold, og det gør det hele meget mere målbart for os i forhold til hvor langt vi er på formbarometret. Vi kommer til at måle os mod ligeværdige modstandere og i forhold til at kunne vurdere vores form, er det meget vigtigt, understreger Zinck, der håber at fortsætte den opadgående kurve.

- Thisted er et godt hold, og derfor bliver vi matchet godt, men for os handler det om at bygge videre på de samme ting. Vi skal forbedre os og vi skal blive mere fortrolige med de ting vi laver. Det er en kamp med mange spændende elementer for både os og Thisted, og så handler det selvfølgelig også om at få nogle kilometer på græs i benene, så vi kan vende os til det spil også.

For den fodboldinteresserede lader det med andre ord til, at der venter en kamp med mange interessante nuancer, og derfor kan vi kun opfordre til at nyde det tidligere forårsvejr med en aftentur til Thisted tirsdag d. 11. marts, hvor der er kick off mellem Thisted FC og Jammerbugt FC kl. 18.00.