Facebook

Thomas Nielsen klar i Jammerbugt FC målet

Thomas_Nielsen.jpg
Arkivfoto. Thomas Nielsen tilbage i Jammerbugt FC.
22-06-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC er i fuld gang med at bygge holdet op til endnu en sæson i 2. division og har i den forbindelse netop skrevet en 2-årig aftale med Thomas Nielsen, der tidligere har repræsenteret klubben og i øvrigt er født og opvokset i Pandrup.

Thomas Nielsen har senest spillet i NFB, hvor han med sin ro og overblik har været en vigtig sidste skanse. Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck ser nu frem til at få glæde af de sikre hænder fra målmanden han kender så godt.

- Thomas er en rigtig dygtig målmand, men er også en personlighed, både på og udenfor banen, som kan bidrage positivt på flere områder. Dertil er han selvfølgelig også en Pandrup-dreng og forhåbentlig har vi her en stærk keeper i mange år frem, lyder det var en tilfreds Bo Zinck, som nu er dækket godt ind på målmandsposten.

Siden Thomas Nielsen sidst var i Jammerbugt FC har han sørget for at samle rigeligt med oplevelser og erfaring, som nu kan gøre ham gavn i Jammerbugt FC trøjen. Det er blevet til en tørn i Lindholm IF, inden en tur til Islandsk fodbold, som blev efterfulgt af et kort ophold i Silkeborg IF. Dernæst var Thomas Nielsen i Thisted FC, under netop Bo Zinck, mens det seneste år er tilbragt i NFB – og nu gælder det så på ny Jammerbugt FC.

- Jeg har været vidt omkring de seneste år, som bl.a. andet har budt på et par spændende oprykningsspil i Thisted og Lindholm, som desværre begge glippede. Dertil var det en stor oplevelse, at få lov at prøve kræfter med Europa League Kval. At valget nu igen er faldet på Jammerbugt FC, grunder i flere ting. Først og fremmest har jeg savnet at spille divisionsbold, og det kan jeg få opfyldt i Jammerbugt FC, hvor niveauet til træning og kamp vil være højere, end det jeg kommer fra - al ære og respekt til mine kammerater i NFB, understreger Thomas Nielsen og tilføjer;

- Derudover arbejder jeg på skolen i Kaas og har samtidig et godt forhold til Bo, så det var egentlig ikke en svær beslutning.

Derfor ser den nordjyske keeper også frem til at komme i gang igen efter sommerpausen, hvor målet skal holdes rent, så holdet kan komme med i den gode ende.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og jeg håber, at jeg bidrager som en sikker sidste skanse, så vi kan komme i top 4 i efteråret. Jeg har prøvet at spille med i begge ender af tabellen, og der er selvfølgelig ingen tvivl om, hvad der er sjovest, siger Thomas Nielsen med et smil og runder af.

- Og så glæder jeg mig til at hjælpe de unge lokale drenge, som er på forskellige niveauer i klubben.

Jammerbugt FC og Thomas Nielsen har lavet en aftale for de kommende to sæsoner.