Facebook

Thomas Nielsen vil drille på øen

8dc95bedc183ff11815090ae5f314252.jpg
07-04-2018

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC keeper, Thomas Nielsen, var tilbage mellem stængerne mod Kolding IF, efter at have misset forårets første tre kampen grundet en skade.

Med en super redning på et frispark i kampens sidste minutter var Thomas med til at sikre endnu et point til holdet. Kampen endte således 1-1 og det var efterfølgende en tilfreds Thomas – både grundet pointet og fordi han nu var tilbage inden for kridtstregerne.

- Det var fantastisk endelig at få lov at bidrage med noget til holdet i oprykningsspillet. Det har været frustrerende blot at sidde og kigge på. Der skal dog lyde en stor ros til min afløser, Emil, som jeg synes, har leveret på et højt niveau i de første tre kampe, lød det sympatisk fra Thomas Nielsen om sin kollega, Emil Kobberup, der er kommet godt fra start i Jammerbugt FC trøjen efter sit skifte fra Skive IK.

Thomas selv sad som nævnt udenfor grundet en skade. En skade der før har drillet ham. Faktisk hele seniorkarrieren er den dukket op med jævne mellemrum.

- Det er en gammel knæskade, jeg har døjet med siden jeg var en 16-17 år, og den bryder op igen i perioder. Denne gang har det været ekstra slemt, og jeg har haft svært ved at holde skaden nede og blive smertefri. Jeg får heldigvis rigtig god behandling for det hos en fysioterapeut i Dronninglund, forklarer keeperen.

Trods det at han er startet sæsonen på bænken, så er Thomas Nielsen meget godt tilfreds med forløbet af sæsonstarten og ikke mindst pointhøsten – og det er da også den næstbedste blandt oprykningsspillets 12 hold. Lader vi øjnene glide henover holdenes formbarometre, er det således kun weekendens modstander, Næstved Boldklub, som har formået at hive flere point i land. Et enkelt mere af slagsen.

- Jeg tror, de fleste ville have solgt den for otte points efter de første fire kampe. Vi har fået en noget nær optimal start, og det er fedt at se, at det hårde arbejde, vi har lagt i vinteropstarten, bliver belønnet nu. Nu er det vigtigt, at vi fastholder det momentum, og ikke begynder at hvile på laurbærrene. Jeg har været imponeret over vores organisation i de første kampe - vi er meget svære at skabe chancer imod, fremhæver Thomas Nielsen, der nu ser frem til at skulle i kamp for anden gang dette forår. I weekenden venter som nævnt Næstved Boldklub, rækkens nr. 2.

- For at være helt ærlig kender jeg ikke Næstved særlig godt, men vi er selvfølgelig blevet en hel del klogere på dem her i træningsugen, forklarer Thomas, der netop er kommet ud fra et træningspas, hvor den bl.a. har stået på video af weekendens modstander, og nu ser keeperen frem til kick off.

- Det er altid sjovt at spille på øen, og der er altid godt med tilskuere derovre. Vi skal levere en ligeså god fight som i forårets første fire kampe, og så er jeg sikker på, at vi kan drille dem og forhåbentlig tage endnu et skridt op i den sjove ende, runder Thomas Nielsen af, inden turen hjem fra træningsanlægget.

Jammerbugt FC møder Næstved Boldklub søndag d. 8. april kl. 14.00 på Næstved Stadion.