Husk at sætte kryds i kalenderen onsdag d. 25/10 kl. 15.00, hvor vi spiller pokalkamp hjemme mod SønderjyskE fra Superligaen.

Facebook

Tidlig scoring ikke nok i nederlag til Holbæk

AndersRJ_i_aktion.jpg
19-04-2017

Af Thomas Jansen

Da Jammerbugt FC 2. Påskedag løb på banen på Holbæk stadion blev det to vidt forskellige præstationer på hver sin side af pausen.

Ved slutfløjtet endte det desværre med nedtur. Selvom Anders Rosengren Jensen bragte holdet i front tidligt i kampen, så måtte Jammerbugt mandskabet acceptere et nederlag, der lød på 2-1.

Der var kun spillet ni minutter da midtbanespilleren ved et hjørnespark fra Rune Larsen, der i øvrigt var med fra start for første gang, dukkede op ved bageste stolpe og med indersiden dirigerede bolden i mål til en 1-0 føring.

Det var ellers ikke fordi Jammerbugt FC var startet særligt godt på kampen og i det hele taget blev første halvleg en hård en af slagsen. Hjemmeholdet fra Holbæk dominerede på de fleste parametre og inden pausen havde de da også fået vendt stillingen til egen fordel.

Udligningen kom lige før den halve time, da Holbæk kombinerede sig godt igennem og sendte bolden fladt i nettet. Små ti minutter senere var den gal igen. Denne gang tabte Jammerbugt FC en nærkamp, der måske kunne have givet et frispark, men spillet fortsatte og fra højre side fik Holbæk sendt en bold på tværs af feltet. Den blev på uheldig vis mødt af Jan Rasmussen, som styrede den i eget net til 2-1.

Efter pausen var det et helt andet og mere energisk Jammerbugt FC mandskab, som dukkede op. Der blev lagt et gevaldigt pres på Holbæk og Jammerbugt FC spillede i den grad sin chance. Men desværre kom holdet aldrig tilbage i kampen. Undervejs var det ellers tæt på. Bl.a. da Viktor Ahlmann ramte stolpen på en blandt flere gode chancer til dagens gæster.

Spillet var i 2. halvleg til mere, men skarpheden fulgte ikke trop og så endte Jammerbugt FC med at forlade Holbæk tomhændet.

- I de første 45 minutter virkede vi tunge og var efter Holbæk i både tanke og handling. Vi sætter os ikke igennem og taber både dueller og andenbolde. Det var vel nok første kamp i år, hvor vi møder et hold, der virkelig spiller igennem os. Det var ikke godt nok, men heldigvis får vi rettet til i pausen og ser meget bedre ud i 2. halvleg, lød evalueringen efter kampen fra Jammerbugt FC cheftræner Lars Justesen. Han var ikke tilfreds med resulatet og selvom skuffelsen over det samt indsatsen i 1. halvleg fyldte mest, så var der lyspunkter at hente med hjem fra de sidste 45 minutter.

- Vi sender det ene angreb efter det andet mod Holbæks mål og presser virkelig på. Som kampen skrider frem satser vi mere og mere, men desværre får vi ikke udnyttet spilovertaget og omsat det til mål. Efter 2. halvleg synes jeg vi fortjener at få noget med for kampen, så vi er selvfølgelig skuffede og vi ærgrer os, men vi er også klar over, at det her er vores egen skyld, understreger Lars Justesen og supplerer;

- Vi kunne være rykket fra i tabellen, men det gjorde vi ikke, og det fortæller nogett om hvor tæt det her det bliver. En dårlig halvleg og en god halvleg er ikke nok. Mod Middelfart skal vi spille to gode, hvis vi skal have alle tre point.

Med den tætte række, hvor Jammerbugt FC nu er placeret som nummer 7 med kun få point til nummer 4 og det samme til nummer 11, er der behov for to gode halvlege og tre gode point så ofte som muligt - også på lørdag, hvor det gælder rækkens nummer 2, Middelfart.

Holbæk - Jammerbugt FC: 2-1 (2-1)
07' 0-1 Anders Rosengren Jensen, Jammerbugt FC
27' 1-1 Jonas Thomsen, Holbæk
36' 2-1 Jan Rasmussen, selvmål