Facebook

To AaB talenter til Blokhus FC

Simon Enevoldsen i aktion.jpg
06-08-2010

(Foto: Simon Enevoldsen i aktion under en træningskamp)

 

Af Thomas Jansen

Efter at have trænet med i forberedelserne til den forestående sæson har Simon Enevoldsen og Mads Severinsen nu indgået aftale med Blokhus FC. Begge kommer til fra AaB’s U19 mandskab.

Cheftræner Søren Kusk er glad for sine to ny ansigter, som han, med henvisning til tiden i AaB, betegner som godt skolet.

- Simon er en stabil målmand, som har redskaberne i orden. Han er meget stærk i spillet med fødderne og går godt med i spillet. Simons udviklingsområde er det stabilitetsmæssige, hvilket er helt naturligt for så ung en spiller, fortæller Søren Kusk og forsætter:

- Mads spiller central midtbane, men kan også spille back. Fysisk og konditionsmæssigt er han god. Han arbejder hårdt og er fornuftig i boldomgangen. Han er en spændende ung spiller, som nu får mulighed for at udvikle sig her i Blokhus FC.

Simon Enevoldsen har lavet en 2-årig aftale med Blokhus FC, mens Mads Severinsen har lavet en 1-årig aftale. Med de to nye mand i truppen ser Søren Kusk frem til at arbejde videre med en ung og spændende trup.

- Det er en ung og spændende trup vi har nu, og den er utrolig interessant at arbejde med. Vi har et meget ungt hold, hvilket både har fordele og ulemper. Vi har også et hold som uden tvivl er udviklingsparate og som bliver bedre med tiden, slutter cheftrænere, der tager hul på sæsonen i morgen lørdag mod Århus Fremad.