Facebook

Tomhændet fra topholdet

15b69d6ec25c7c05959bad2464e18c81.jpg
14-09-2015

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC var søndag kommet på en hård opgave på udebane mod rækkens tophold Middelfart, og måtte vende tomhændet hjem til Nordjylland.

Det endte således med et 3-1 nederlag til Jammerbugt FC, som ellers svarede godt igen efter at være kommet tidligt bagud 1-0. Victor Rafael satte få minutter efter åbningsmålet nemlig en udligning i nettet til 1-1, men da det i 2. halvleg blev først 2-1 og så 3-1, måtte de blå erkende, at opgaven ikke blev løst i denne omgang.

Sådan blev konklusionen på den resultatmæssige del af opgaven, men den spillemæssige var lidt en anden historie. Jammerbugt FC gjorde nemlig langt hen ad vejen det rigtige. Topholdet Middelfart blev holdt fra chancer, mens Jammerbugt FC dominerede store dele af kampen. Kynisme er dog som regel et af kendetegnende ved et tophold, og sådan var det også søndag. Middelfart slog til når de skulle. Det gjorde Jammerbugt FC desværre ikke.

- Fodboldmæssigt var dette en af vores bedste kampe. Vi matcher dem 100% og har faktisk overtaget i det meste af kampen. Desværre må vi konstatere, at det for os er stolpe ud i øjeblikket. Vi får ikke puttet bolden i kassen, afgørende situationer går imod os og så straffer Middelfart os på det små fejl vi laver, opsummerede en ærgerlig, men fortrøstningsfuld Jammerbugt FC cheftræner, Frode Langagergaard efter kampen.

Trods endnu et udebane  nederlag var der således positive aspekter at tage med hjem i rygsækken, hvor pointene skulle have været. Et af disse var scoringen fra Victor Rafael, som flugtede en repost direkte i nettet fra kanten af feltet. Det skete efter flot forarbejde af Michael Nielsen, som var blevet sendt i angreb af Martin Pedersen. Michael Nielsen kombinerede sig flot igennem inden han sendte bolden indover, hvor den via en omvej endte på vristen af Victor. Et flot mål, men desværre også det eneste fra Jammerbugt FC i denne omgang.

Værterne stod som sagt for tre af slagsen. Det første tangerede til et uheldigt selvmål, det andet blev sendt ind fra næsten nul grader ved baglinjen og det tredje poppede op ud af det blå efter et splitsekunds uopmærksomhed fra de blåblusede.

- Det er en mærkelig kamp at tabe 3-1 og det er en lidt tom fornemmelse vi står tilbage med. Vi går til pausen med 1-1 og ved rigtig godt mod. Vi er godt med i kampen og har en god fornemmelse. Men tingene gik som sagt ikke vores vej, og nu står vi uden point. Så kan man sige, at det kan vi ikke bruge til så meget. Der skal scoringer på og sejre til, fortæller Langagergaard og fortsætter; 

- Men vi har masser at tage med videre. Hvis vi spiller som vi gjorde i dag i de næste par kampe, så er jeg sikker på sejrene nok skal komme. I øjeblikket skal vi slide for at score, men der er kun en vej og det er at arbejde sig ud af tingene og så skal vi holde fast i det spil vi spiller lige nu. Gør vi de ting, skal både mål og point nok komme, forsikrer cheftræneren, som gerne ser det ske allerede i næste runde.

Her skal den dårlige udebane statistik vendes i Brabrand d. 19. september kl. 14.00.

Middelfart – Jammerbugt FC: 3-1 (1-1)
10’ 1-0 Nicolai Johansen, Middelfart
17’ 1-1 Victor Rafael, Jammerbugt FC
48’ 2-1 Sandro Spasojevic, Middelfart
60’ 3-1 Casper Johansen, Middelfart