Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Tomhændet fra underholdende dyst

003.JPG
29-08-2015

Af Thomas Jansen

Traditionen tro var der underholdning for alle pengene, da Jammerbugt FC og Thisted FC stødte sammen fredag aften på Sparekassen Thy Arena.


De knap 500 tilskuere skulle ikke vente længe før der var liv i opgøret. Lokalbraget startede nemlig som lyn og torden, og det var, desværre for Jammerbugt FC, især værterne som lynede. Den første varsel kom allerede inden stadionuret havde taget sin første runde. Her sendte Thisted offensiven, som virkede veloplagt, et nærgående forsøg af sted.

Stadionuret tog en runde mere, og så var det slut med varselsskud. Thisted FC lagde hårdt tryk på fra start, og det Jammerbugt FC havde svært ved at håndtere. Det fremprovokerede fejl og da bolden blev tabt midt på egen bane, satte Thisted offensiv fart i spillet. En bold blev ikke dækket ud over baglinien, og så kunne den tidligere JFC’er Sonny Jakobsen med hælen spille Mikkel Agger fri til scoring. 1-0 og Jammerbugt FC havde fået den værst tænkelige start.

Det lagde grunden for nogle nervøse første minutter af kampen for Jammerbugt FC. Thisted angrebene kom hurtigt og Jammerbugt defensiven vaklede. Alligevel formåede holdet at svare igen. Nickolaj Jonstrup tog et insisterende løb i dybden og sled sig fri af sidste mand i Thisted forsvaret inden han prikkede bolden under Thisted målmanden til udligning 1-1.

Udligningen gav dog kun et kortvarigt pusterum. Få minutter senere sendte Thisted en lang bold over Jammerbugt forsvaret og med sikker boldbehandling og sikker afslutning scorede Mikkel Agger sit og Thisteds andet mål. Med 2-1 føringen tog Thisted på ny kontrollen og der skulle kun gå to minutter yderligere inden bolden igen lå i nettet. De hurtige Thisted angreb udfordrede Jammerbugt forsvaret og det betød fejl. Kostbare fejl. En bold blev ikke sendt væk og så var Sead Gavranovic, med Jammerbugt fortid, hurtigt over den og gjorde det til 3-1.

Kun 15 minutter var spillet og nu blinkede lamperne for alvor rødt, som trøjerne Jammerbugt FC i dagens anledning var i ført. Thisted FC fortsatte med hurtige og farlige angreb, mens Jammerbugt FC kun enkelte gange fik bygget modsvar op. Det lykkedes dog at holde skansen den resterende halve time af første omgang og så var det tid til at få rettet skuden op i pausen.

Det gjorde Jammerbugt FC. Det var et anderledes roligt og fokuseret Jammerbugt mandskab som stemplede ind til 2. halvleg. Den gode start efter pausen gav håb om et comeback og i løbet af de første fem minutter var Jammerbugt FC da også tæt på i nogle lige ved og næsten situationer. Knap ni minutter inde sendte Jammerbugt FC sig så tilbage i kampen. Et flot opbygget angreb blev rundet af med småspil i feltet, der resulterede i at Michael Nielsen fik spillet Victor Rafael fri til skud. Det udnyttede Victor, der resolut bankede bolden på tværs af målet og over i det lange hjørne. 3-2 og nu var der for alvor en kamp igen.

Jammerbugt FC arbejdede sig ind i kampen igen og havde i perioder belejret Thisted feltet, hvor boldene blev sendt på kryds og tværs. Det lykkedes desværre bare ikke at finde vej til nettet og i takt med Jammerbugt FC smed alt frem i det døende minutter for at indhente det tabte, lukkede Thisted FC kampen i de sidste minutter med målet til 4-2.

Det betød mindre. Skaden var sket. Kampens første kvarter kostede Jammerbugt FC dyrt og vejen tilbage viste sig for lang, selvom det ene point bestemt var inde for rækkevidde i en 2. halvleg, hvor Jammerbugt FC kom godt tilbage. Det var underholdende, der var mål og dramatik undervejs, men i sidste ende var det Thisted FC der løb med pointene denne gang.

Thisted FC – Jammerbugt FC: 4-2 (3-1)

03’ 1-0 Mikkel Agger, Thisted FC
09’ 1-1 Nickolaj Jonstrup,  Jammerbugt FC
14’ 2-1 Mikkel Agger, Thisted FC
16’ 3-1 Sead Gavranoviv Thisted FC
55’ 3-2 Victor Rafael, Jammerbugt FC
90’ 4-2 Mickey Berg, Thisted FC