Facebook

Topbrag mod Næstved er en must win kamp

30726613_999885293499338_7193804495468363776_o.jpg
12-05-2018

Af Thomas Jansen

Søndag byder på et brag af en topkamp på Sparekassen Vendsyssel Arena. Her tørner Jammerbugt FC nemlig sammen med rækkens nr. 2, Næstved Boldklub, til en direkte duel om den anden og sidste oprykningsplads til 1. division.

Presset ligger på det blåblusede hjemmehold, som er tvunget til sejr, hvis håbet om en hovedrolle i forårets oprykningsspil skal holdes intakt. Inden mødet er gæsterne fra Næstved således placeret på andenpladsen med seks point mere end Jammerbugt FC på fjerdepladsen.

- Vi skal holde rækken i gang søndag. Med et nederlag mod Næstved, og hvis Kjellerup samtidig taber, så er oprykningen i min verden afgjort. Så det er opgaven at holde oprykningskampen i live mod et stærk Næstved mandskab, forklarerede Bo Zinck forud for sidste træningspas, inden det går løs.

Det er en svær opgave Jammerbugt FC står over for i et tætpakket program fra nu og frem til sæsonens afslutning. I det modsatte opgør på Næstved Stadion lykkedes det Jammerbugt FC at sikre sig det ene point i en 1-1 kamp, men der skal mere til denne gang.

- Det er et stærkt hold, som har beholdt mange af spillerne fra 1. division og de kommer med power. Det bliver en svær kamp. Vi løste opgaven derovre tidligere på sæsonen, men vi skal have bragt noget mere i den offensive del denne gang. De er formstærke og det bliver utroligt svært, men intet er umuligt og vi vil gøre alt for at holde denne oprykningskamp i live, forsikrede Bo Zinck, der badet i solstråler på træningsanlægget ikke kunne lægge skjul på, at holdet ser meget frem til kampen.

Den skal med andre ord have hele armen på Sparekassen Vendsyssel Arena søndag, når der skal kæmpes om særdeles vigtige point i denne topkamp. Så en stærk 12. mand på lægterne er afgørende og kan bidrage med de sidste procent i jagten på sejr.

- Nu er det bare med at komme på stadion. Det bliver en fed kamp mod et godt mandskab. Vi har været godt med i lang tid og drengene fortjener at støttet alt hvad de kan. Det er om oprykning til Nordic Bet Ligaen, så det er altså en vigtig kamp. Jeg håber, der kommer mange på stadion og bakker op, opfordrer cheftræneren.

Opfordringen er hermed givet videre. Det er kl. 15.00 søndag d. 12. maj at slaget skal stå. Jammerbugt FC mod Næstved Boldklub. Direkte duel om oprykning til landets næstbedste række. Kom og støt de lokale helte. Kom og stå skulder ved skulder, når den blå bølge ruller!