Facebook

Topopgør på Sparekassen Vendsyssel Arena

932ce7c934498b46284f09912ee8fa86.jpg
25-08-2017

Af Thomas Jansen

Det er ganske vist tidligt på sæsonen, men efter en sæson, hvor der blev kæmpet med næb og klør for overlevelse i 2. division, føles det mildt sagt rart, at kunne invitere ind til et topopgør mellem nr. 1 og nr. 2 i tabellen – og så endda med Jammerbugt FC som 1’er.

2’eren er Ringkøbing IF, der bestemt også har staturen af et tophold i denne sæsons 2. division. Godt nok er klubben fra det vestjyske oprykkere fra Danmarksserien, men Ringkøbing IF er ikke nye i forhold til divisionsbold og har i det hele taget et ressourcestærkt set up omkring klubben. På banen er der flere kendte ansigter at få øje på og nogle gode præstationer i sæsonens første kampe har resulteret i 6 point, før weekendens opgør.

Det er blevet til sejre over Odder IGF og VSK Aarhus, og Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, har da også lagt mærke til de solide præstationer fra lørdagens modstander på Sparekassen Vendsyssel Arena.

- Godt nok er der kun spillet tre runder, men uanset hvad så mener jeg kampen lørdag har alt det, der skal til i et topopgør. Ingredienserne til en rigtig god kamp er tilstede, lægger Bo Zinck ud og fortsætter;

- Ringkøbing IF er oprykkerhold, men det ændrer ikke på, at det er det mest ressource stærke hold på og udenfor banen i vores række. De har en god blanding af unge sultne spillere og en række meget erfarne og dygtige spillere, mange med masser af kampe fra højere niveau. Dertil er Ringkøbing IF et særdeles duel stærkt hold, som er gode på standarder og som har profiler, der gør, at de kan dominere en kamp mand mod mand.

Jo, cheftræneren har læst på lektien, en nødvendighed hvis mand vil begå sig i denne jævnbyrdige 2. division. Der venter nogle alvorlige udfordringer forude og dysten mod Ringkøbing IF er den første i en trio af svære opgave de næste dage. Jammerbugt FC mandskabet går dog ikke i kamp med bævrende ben. Hoved er højt og brystet skudt frem hos de unge mandskab, der vist at hårdt arbejde belønner sig, og nu skal der bygges yderligere på efter en lovende sæsonstart.

- Vi skal op mod et rigtig godt mandskab og det bliver vores første rigtige store test. Faktisk er det den første af tre indenfor den kommende uge, hvor vi tirsdag hjemme møder Vejle Boldklub i pokalturneringen og derefter Kjellerup IF på udebane i divisionen lørdag. Så vi bliver virkelig testet de kommende kampe, men vi føler os klar og ovenpå efter en god sæsonstart, og vi har masser af selvtillid og tro på hinanden. Selvom vi er i starten af en længere udviklingsproces, vinder vi, også når vi har en mindre god dag, som i Odder. Det lover godt og vi har bestemt også meget at byde ind med, understreger en ambitiøs og målrettet Bo Zinck, inden han runder af.

- Vi vil også vinde lørdag, men der er ikke nogen smutvej til de tre point. Ringkøbing er klart det bedste hold, som jeg har set i denne sæson, men vi ved, at vi hvis vi arbejder hårdt alle 90 minutter, så kan vi vinde hver gang – også lørdag. Alle på holdet vil det her og vi tror på det!
Det er lørdag d. 26. august kl. 15.00 at der fløjtes til topopgør mellem Jammerbugt FC og Ringkøbing IF på Sparekassen Vendsyssel Arena. Husk at komme i god tid. Fra kl. 11.00 er nemlig masser af sjov og hygge på programmet til Jetsmark IF og Jammerbugt FC klubdag på stadion. Vi ses til en fornøjelig fodbold lørdag.