Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Tre på stribe for Jammerbugt FC

SonnyTiljubles.jpg
Sonny Jakobsen tiljubles efter sin scoring til 2-0 umiddelbart før inden pausenfløjtet. (Foto: Flemming Dahl Jensen).
07-04-2015

Af Thomas Jansen

Det blev til forårets tredje sejr i 2. division vest for Jammerbugt FC, der lørdag eftermiddag, hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena, vandt 3-2 over FC Sydvest.

Efter to sejr i forårets to første runder, var det et Jammerbugt FC mandskab med selvtillid og tro på tingene som løb på banen 2. Påskedag, og de blåblusede satte sig da også på kampen fra start. Efter godt ti minutter blev det vekslet til en tidlig føring. 1-0 fra Emil Hauckes fod. Et ganske flot mål, hvor Jammerbugt FC’s nr. 3 efter et hjørnespark, med ryggen til målet, får drejet omkring og sendt bolden i det lange hjørne via den ene målstolpe.

Herefter fortsatte Jammerbugt FC med at have boldbesiddelse og da et indlæg efter 20 minutter var ved at blive en anelse farligt, var det første gang gæsterne nærmede sig hjemmeholdets mål. Jammerbugt FC holdt dermed fast i føringen og efter en halv times spil, var det tæt på at blive 2-0, da Sead Gavranovic sendte et drøn på overliggeren.

Sekunder før pausefløjtet lykkedes det så alligevel for Jammerbugt FC at udbygge føringen. Det var Sonny Jakobsen, som fra kanten af feltet, og efter fint opspil af de blåblusede, sendte bolden sikkert i nettet. Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en fortjent 2-0 føring.

Efter pausen kom gæsterne fra FC Sydvest lidt længere frem på banen i sin søgen efter en reducering. Jammerbugt FC var dog først til at komme tæt på en scoring i 2. halvleg.  Søren Lynge Svendsen, som har været på måltavlen i forårets to første kampe, sendte et hovedstød mod mål, men denne gang var det stolpe ud for Jammerbugt FC spilleren.

Efter en times spil blev gæsterne for første gang rigtigt farlige, men så var det til gengæld også med tre store chancer i én. Det lykkedes imidlertid Jammerbugt FC forsvaret at rede sig ud af problemerne i tre omgange og sekunder efter stod det så pludselig 3-0 i stedet for 2-1. Jammerbugt FC slog nemlig en hurtig kontra, hvor Nickolaj Jonstrup vandt løbeduellen mod FC Sydvest forsvaret og slutteligt prikkede bolden forbi gæsternes keeper. Et afgørende øjeblik for kampen, som i stedet for genåbnet, nu virkede lukket og slukket.

Kampen viste sig dog minutter senere ikke at være helt lukket trods den førnævnte udbygning af føringen. FC Sydvest fik tildelt et straffespark, mens Jammerbugt FC’s Martin Pedersen i situationen fik rødt kort. Gæsterne udnyttede muligheden for at reducere, og med stillingen 3-1 var der pludselig et lille håb for sønderjyderne om alligevel at få noget med hjem.

Trods undertallet til Jammerbugt FC blev der dog aldrig rigtig spænding om kampens udfald før i dommerens overtid. Her fik FC Sydvest reduceret på ny, men trods et sent forsøg på at stjæle et point, blev det ved de 3-2 og endnu en sejr til Jammerbugt FC.

Med sejren har Jammerbugt FC lagt afstand til den højtliggende nedrykningsstreg og kan glæde sig over at have gjort 3. pladsen til sin egen på vej ind i næste runde. Her møder Jammerbugt FC Kolding IF på udebane d. 11. april kl. 13.00.

Læs reaktioner fra kampen her på jammerbugtfc.dk i de kommende dage...

Se flere billeder fra kampen på Jammerbugt FC's officielle Facebook side.

Jammerbugt FC – FC Sydvest: 3-2 (2-0)
12’ 1-0 Emil Haucke, Jammerbugt FC
45’ 2-0 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
61’ 3-0 Nickolaj Jonstrup, Jammerbugt FC
64’ 3-1 Thomas Gormsen, FC Sydvest (straffespark)
90’ 3-2 Aleksa Vukomanovic, FC Sydvest
Rødt kort: Martin Pedersen, Jammerbugt FC