Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Tre tiltrængte point til U19

994269a7b5a1c6b0e93d4b182b582af1.jpg
29-10-2015

Af Thomas Jansen

Det var en af de kampe der bare skulle vindes. En kamp med alt at tabe. En af de svære kampe. Men U19 viste de var skabt af det rette stof…

Opgaven hed Frederikshavn fI på udebane. Et hold som stadig har sæsonens første point til gode. Med andre ord var sejr til Jammerbugt FC på papiret det forventelige udfald, og netop derfor gav det lidt ekstra panderynker hos U19 træner Kristian Vestergaard Nielsen, der efter tre kampe uden sejr, virkelig ønskede sig alle tre point.

- Det var en kamp jeg på forhånd havde frygtet. En rigtig svær en af slagsen. Alle forventede, at vi hentede 3 point, forklarede Jammerbugt FC træneren efter kampen. Her kunne han dog ånde lettet op, for Selvom ikke alt var kønt undervejs, så levede de unge talenter op til forventninger og gjorde det der skulle til for at hive sejren hjem.

4-2 lød slutresultatet efter en kamp, hvor det til tider blev lidt for nervøst og krampagtigt efter U19 trænerens smag.

- Spændingsniveauet var ekstremt højt kampen igennem, og derfor blev det en meget nervøs forestilling, hvor der ikke var mange afleveringer i træk inden bolden skiftede ejer. Vores problemer med at score på de store chancer, som vi har fået igennem de sidste mange kampe, fortsatte også i denne kamp, forklarer Kristian Vestergaard Nielsen, som ikke ligefrem fik beroliget nerverne i 1. halvleg, hvor Jammerbugt FC var alene igennem med keeperen fire gange uden at det gav mål. To afslutninger tog stolpen, en prælede af på overliggeren mens den sidste blev afsluttet lige på keeperen.

Kort før pausen kom der dog en forløsende mål. Først tager Kasper Skov et godt og hurtigt træk ind i feltet, hvor en FfI spiller kommer på kroppen af Skov og dommeren dømmer straffe. Thomas Gasberg omsætter efterfølgende sikkert til scoring.

- Så tænker man bare, nu må det løsne op. Men ak, der går ikke mere end et par minutter, så dømmer dommeren straffe til FfI. Bolden rammer jorden i feltet og hopper op på Ehab's hånd. FfI udnytter det store tilbud og scorer til 1-1, refererer U19 træneren op afslutningen på de første 45 minutter. Efter pausen fortsatte billedet.

- 2. halvleg minder om de første 45 minutter. Intet hænger for alvor sammen og vi brænder stadig mange, rigtig mange, store chancer. Dog får vi scoret tre gange i 2. halvleg og vinder fortjent den meget svære kamp med 4-2, slutter en lettet og tilfreds Kristian Vestergaard Nielsen efter en kamp, hvor hans unge spillere trods forventningspresset leverede varen til sidst.

Målene efterpausen blev sat en af Simon Knudsen på et godt hovedstød, efter en fremragende aflevering fra Dissing, mens Kasper Skov netter de sidste to mål. Det ene hvor han simpelthen oversprinter FfI forsvaret på en bold bag deres backkæde, og får bolden puttet ind bag keeperen.

Næste opgave er en helt anden slags kamp for de unge Jammerbugt talenter. Her er det ikke bundholdet, men topholdet, som skal besejres.

- Her er der ingen, udover træneren, der forventer at vi får point, smiler Kristian Vestergaard Nielsen inden han forbereder sine spillere på en ny og anderledes opgave.

Det er lørdag kl. 11.00 at det absolutte tophold, AaB, kommer på besøg. Holdet har ikke tabt en kamp, og har scoret rigeligt med mål i de første 11 kampe, så her venter endnu et svært opgør mod et rigtig godt hold med mange dygtige spillere.