Facebook

U17 ruller fra land lørdag

U17Holdfoto2015.jpg
21-08-2015

Af Thomas Jansen

Som bekendt er det Christian Grubert, der i den forestående sæson skal tage sig af udviklingsarbejdet med Jammerbugt FC’s U17 talenter.

I sit civile liv er Christian uddannet skolelærer samt UU-vejleder, og de sidste 8 år har han tilbagelagt som UU-vejleder i Jammerbugt Kommune. Sideløbende er træningsanlægget hos Jetsmark IF og Jammerbugt FC blevet flittigt besøgt, og Christian kender efterhånden klubben ud og ind. Han kender spillerne og folkene der passere på træningsanlægget. Han nærmer sig nemlig sit tiende år som ungdomstræner i klubben, hvor han har trænet alt fra U12 til U19. De mange år på træningsbanerne med de unge mennesker har givet mange gode oplevelser og Christian har bestemt lyst til flere af slagsen.

- Først og fremmest glæder jeg mig helt vildt, starter den nye U17 træner, og det er tydeligt at han mener det. Entusiasmen er ikke til at tage fejl af.

- Det er nogle gode drenge, og det dejligt at skulle fortsætte mit arbejde med dem. Som U17 træner er noget af det vigtigste, at gøre spillerne klar til at spille U19 og derefter seniorfodbold. Hele trænerteamet, sammen med Kristian, Frode og Tommy, arbejder meget sammen om dette, forklarer Christian Grubert inden han vurderer der er grund til optimisme.

- Vi har en spændende trup. Selvom vi har mistet spillere til efterskoleophold og udlandsophold i USA, så ser det godt ud. Der er en del nye spillere på vej ind, og det bliver spændende, at få holdet spillet sammen.

Jammerbugt FC U17 skal i den kommende sæson spille i Mesterrækken og her venter modstand fra blandt andre AaB og Aalborg Chang med flere.

- Vi er nyoprykkere efter en flot og sikker puljesejr i foråret, og vi skal nok lige vænne os til tempoet. Vi kender dog de fleste af holdene i forvejen og det tegner til at blive en ekstremt jævnbyrdig gruppe, hvor alle kan slå alle, forklarer Christian idet han ser frem mod sæsonstarten, hvor de blåblusede talenter tørner ud mod Gug B på hjemmebane. Det er den 22. august kl. 11.00.

Inden da skal træningsanlægget fortsat besøges flittigt. Der er nok at se frem til. Christian Grubert og U17 spillerne går en spændende sæson i møde.