Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

U19 klar til at kravle op i tabellen

U19Holdfoto-efteraar15.jpg
28-09-2015

Af Thomas Jansen

Rammerne var lige som de skulle være, da Jammerbugt FC U19 i seneste runde tog imod Viborg FF, og det samme var spillet fra hjemmeholdet.

Vejret var perfekt, ikke et græsstrå stod forkert på banen og uden for kridtstregerne var mange tilskuer på plads. Der var med andre ord lagt op til en god fodboldkamp – og det blev det. I hvert fald set med Jammerbugt FC briller. De unge Jammerbugt talenter viste nemlig flot spil fra kampens start. Det gav hurtigt nogle store chancer, men der skulle lige brændes et par stykker inden sigtekornet var indstillet.

- De første 30 minutter af kampen er noget af det bedste holdet har præsteret i denne sæson. Vi spiller godt, simpelt, hurtigt og producerer ikke mindst mange chancer, fortæller en glad og tilfreds U19 træner Kristian Vestergaard Nielsen, og fortsætter;

- Efter 9 minutter spiller Christian Jørgensen Kasper Skov flot i dybden, men desværre får Skov ikke kvalitet på sin afslutning og brænder denne store chance. Minuttet efter fanger Robert Schultz bolden i Viborgs forsvar og er helt alene igennem, men også han brænder den kæmpe mulighed. Skov og Schultz gør det dog godt igen, fremhæver U19 træneren hurtigt med henvisning til det 11. minut, hvor Kasper Skov slipper igennem i venstre side og lægger op til Robert Schultz, som flot er kommet med i feltet og denne gang scorer sikkert til 1-0. 
Jammerbugt FC fortsætter sin dominans og ca. halvvejs i 1. halvleg øger Rune Larsen føringen til 2-0, da han i feltet sikkert sparker en nedfaldsbold i kassen. Målet og tomålsføringen fik måske de blåblusede til at lette lidt på speederen. I hvert fald gik det gode spil lidt i stå.

- Efter målet til 2-0 falder kvaliteten i vores spil. Viborg vælger også, at stille sig længere ned og lever på omstillinger, forklarer Kristian Vestergaard Nielsen. Netop en omstilling får Viborg efter den halve time, men Jammerbugt FC får afværget i første omgang. Bolden lander dog på kanten af feltet, hvor en Viborg spiller sparker på kassen og rammer Jammerbugt FC’s Magnus Dissing på armen. Dommeren dømmer straffe, og Viborg scorer sikkert uden chance for Kasper Holm i Jammerbugt målet. 

I den efterfølgende periode taber Jammerbugt FC mandskabet tempo og kvaliteten i spillet daler. Efter pausen sætter hjemmeholdet, med friske ben på banen, igen fut i spillet. Det belønnes idet Simon Knudsen kvitterer ved at scorer to mål. Først er Robert Schultz igennem i højre side og sender bolden i panden på Simon Knudsen, som sikkert scorer til 3-1. 6 minutter senere sender Rocky Wisam Simon Knudsen afsted med en flot stikning mellem Viborg forsvaret, men denne gang misser Simon. Det blev imidlertid gjort godt igen, i det 89. minut, hvor Simon scorer sikkert til slutresultatet 4-1. 

- Det er en fuldt fortjent sejr, som jeg mener burde have været 3-4 mål større. Men vi får 3 vigtige point til kontoen. Det var en god indsats af alle mand og vi er bestemt tilfredse. Det bliver bedre og bedre fra kamp til kamp, og der er flere der byder ind på en plads på holdet, så det er dejligt, slutter U19 træneren, der håber de gode takter i turneringen fortsætter i næste runde, hvor det gælder en vigtig kamp mod Hjørring IF, der kun ligger to point foran den blå bølge.

At det i mellemtiden er blevet til et pokalexit mod Hobro IK, ændrer ikke på at U19 mandskabet er klar til at kravle yderligere op i tabellen efter to turneringssejre på stribe.

Jammerbugt FC spiller hjemme tirsdag aften, d. 29. september kl. 17.30, hvor det altså gælder gæsterne fra Hjørring.