Facebook

U19 tog vigtigt skridt mod andenpladsen

13d588d8604aa110c712f6ba8cf79e39.JPG
12-06-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC U19 måtte endnu engang ud i en tæt dyst, da de senest tørnede ud hjemme mod FC Djursland i Mesterrække 1.

Det blev en kamp, der det meste af de 90 minutter lå lige på vippen, og først mod kampens slutning lykkedes det de blå talenter at sikre sig sejren. En vigtig en af slagsen i forhold til forhåbningerne op at sikre sig en anden plads i tabellen.

- Igen bliver det en meget lige kamp, hvor spillet bølger frem og tilbage, men hvor det var os der havde de største chancer, fortæller U19 træner Tommy Pedersen, som glædet sig over den sene scoring og tre fortjente point.

- Til sidst, hvor der kun var fem minutter tilbage, får Kasper Skov scoret til 1-0, og den kørte vi hjem. Så det var en meget vigtig sejr for os i forhold til at slutte på den anden plads, understreger Tommy Pedersen.

Om det lykkes ved vi først om to runder, og det næste skridt skal tages mod det absolutte tophold, Hobro IK, søndag d. 15. juni på udebane kl. 14.00.