Facebook

U19 vindere af 2. Division

U19-vinder-raekken.jpg
14-06-2015

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC U19 skrev lørdag eftermiddag historie, da det unge talentfulde holde med en sejr i anden sidste runde sikrede sig 1. pladsen i sin række.


Det var første gang i klubbens historie, at et U19 mandskab vandt U19 2. Division. En særdeles flot bedrift, som ikke ligefrem lå i kortene, da holdet rykkede op i den stærke række før sæsonen.

- Det er virkelig en forrygende præstation af drengene. Jeg tror ikke der var mange før sæsonen, som havde set det komme. Det er altså godt gået og der er grund til at være stolte. Det gælder både os omkring holdet i men også resten af klubben, lød det fra en glad U19 træner Tommy Pedersen umiddelbart efter champagnepropperne var sprunget.

1. pladsen blev sikret med en 1-0 sejr over Viby/AGF i en kamp hvor Jammerbugt FC startede lidt nervøst. Måske det var den store sult efter guld, ovenpå en sølvmedaljer i pokalturneringen tidligere på ugen, der gav usikre ben i kampens indledning. Som kampen skred frem fik de blå dog styr på nerverne og fik bedre fat. Det gav endnu en af de jævnbyrdige kampe, og endnu en hvor Jammerbugt FC trak det længste strå i sidste ende. Kort før pausefløjtet sørgede Magnus Dissing for målet til 1-0. Et mål som altså også blev sejrsmålet.

- Jeg er nødt til at gentage mig selv. For som det har været tilfældet næsten hele sæsonen, så var den en meget tæt kamp. Vi starter lidt krampagtigt, men kommer efter det og målet inden pausen er vigtigt. Vi får et par gule kort i 2. halvleg og det sætter os lidt under pres. Men jeg synes vi gør det rigtig fint og det var en god sejr, fortæller Tommy Pedersen, der lørdag fejrede sæsonens samlede sejr. Nu venter en stille træningsuge inden sæsonens sidste runde skal spilles på hjemmebane.

- Det har været en vildt godkendt sæson, og vi er meget tilfredse med det vi har opnået. Nu skal vi slutte godt af og så ser vi frem til forhåbentlig at bygge endnu mere på til næste sæson, slutter U19 træneren, som sammen med sine spillere kan se frem til en velfortjent ferie når sidste runde er afviklet.

Der skal lyde et stort tillykke til alle på og omkring U19 mandskabet – godt gået!